Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ferdinand Lasalle: Om forfatningsvæsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
()m forfatningsvæsen.
81
adelen, ja hvis interesser tvertimod strider imod dennes,
kommer til en begyndelse fyrsten til gode; den forøger antallet af
de vaabendygtige mandskaber, som staar til hans raadighed; ved
hjælp af borgerne og de industridrivende, som lider under adelens
evige feider og ønsker ro og en ordnet justis, og som derfor
gjerne understøtter fyrsten, kan denne, naar det trænges, nu
hverve en ordentlig hærmagt, som er de modstræbende adelige
langt overlegen. Disse fyrster vil derfor nu mere og mere
indskrænke adelens magt og berøve ham hans ret til at føre feider;
naar han krænker landslovene, vil ban nedbryde hans borge, og
saasnart da endelig pengerigdommen og befolkningen gjennem
industrien har udviklet sig tilstrækkelig til at sætte fyrsten istand
til at danne en staaende hær, saa vil fyrsten lade sine
regimenter rykke mod stænderhuset, saaledes som den store
kurfyrste eller som Fredrik Wilhelm, med det udraab: je stabilirai
la souveraineté comme ini rocker de bronze; han vil ophæve
adelens skattefrihed og gjøre en ende paa dens
skattebevillingsret.
De ser, mine herrer, hvorledes der her atter med en
forandring i de reale magtforholde er indtraadt en forandring
i forfatningen; nu er det absolute fyrstendømme opstaaet.
Fyrsten behøver nu ikke at skrive den nye forfatning; dertil
er kongedømmet en altfor praktisk indretning. Fyrsten har i
sin haand det faktiske, reale magtmiddel, den staaende hær, som
danner dette samfunds virkelige forfatning; fyrsten og hans
tilhængere udtaler i tidens løb dette selv, idet han kalder landet
en «militærstat.»
Adelen, som ikke paa langt nær længere er istand til at
konkurrere med fyrsten, har nu for længe siden maattet opgive at
have sit eget vaabenføfge. lian har glemt sin gamle opposition
mod fyrsten, glemt at ban var hans ligemand, har for en stor
det begivet sig fra sine tidligere borge og til residensen, hvor han
oppebærer sin pension og kun tjener til at øge fyrstens glans og
anseelse.
Men industri og kunstflid udvikler sig imidlertid mere og
mere; og ved denne blomstring voxer og voxer befolkningen.
Det synes, som om disse fremskridt altid kun maa komme
fyrsten til gode, da han jo derved bestandig kan øge sin hær og
ovenikjøbet indtage en verdensstilling.
Men endelig indtræder en saa uhyre, en saa kjæmpemæssig
udvikling af det borgerlige samfund, at fyrsten ikke længere
C — Samtiden. 1900.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
