Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Alfred Eriksen: Ret og moral - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Het og moral.
175
dighetens advarsel fortsætter et offentlig forargelse vækkende
samliv i utugtig omgjængelse».
Her griper ’straffeloven ind paa et omraade, som ligger
helt utenfor dens myndighet. Naar staten ved siden av
straffelove mot den slags kjønslige samliv som
medfører-skade eller forurettelse av den ene part, ogsaa vil optræde
som sædelighetsprædikont, hører det ingen steds hjemme,
og disse bestemmelser vil i sin gjennemførelse selvfølgelig
bli et rent vrængebillede. Det vedkommer ikke samfundet
det ringeste, dersom to voksne mennesker ærlig og frivillig
slutter overenskomst om at leve sammen, og ingen har ret
til at kalde det «utugtig omgjængelse», fordi to mennesker
ikke bryr sig om at gaa til en skriver eller byfoged for at
faa sine følelser ført til boks, paa samme maate som en
gaardshandel stadfæstes ved et skjøte. Det er da vel ikke
anmeldelsen som gjør samlivet moralsk.
Den religiøse indvielse av samlivet er en anden sak; men
det maa være overlat til den personlige frihet og har i og
for sig intet med samlivets etiske berettigelse at gjøre. At
lægge nogen som helst værcli ind i en borgerlig vielse, er
derimot en meningsløshet.
Vi gaar hermed over til at prøve, hvordan den nye
straffelov stiller sig til ejendomsretten.
Jeg maa tilstaa at jeg ikke vil være saa snar til at gaa
med paa at opfatte den bestaaende ordning av
ejendomsretten som en guddommelig indstiftelse. Det er kirken som
har fastslaat denne opfatning, og vi skal se, om vi ikke
snart faar fat i, hvilke bevæggrunde den har havt til det.
Det er ikke sikkert, at en ordning som rummer saa
uendelig megen uretfærdighet som den bestaaende, er saa
guddommelig. Og det er ikke sikkert, at ikke ejendomsrettens
begrep kan komme til at undergaa temmelig grundige
forandringer. Jeg tror ikke samfundet gik til grunde, eller at
man krænked nogen guddommelig indstiftelse, om det blev
fastslaat at kun arbejdsutbyttet, men ikke
arbejdsmid-lerne var gjenstand for privatejendom. Og jeg mener, at
arverettens ophævelse vilde være et fremskridt i retfærdighet.
Jeg venter selvfølgelig ikke, at straffeloven skal lægge
disse, for tiden meget kjætterske meninger om
ejendomsretten til grund. Men det kan endda være grund til at uttale
dem her. Det kan for det første gjøre den nytte at styrke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
