Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. E. Sars: Vore nationale forhold og fremtidsudsigter ved aarhundredskiftet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108
J. E. Sars.
Om Ivar Aasen kan det vel siges, at han var fuldblods
romantiker, og om de maalmænd, som helt ud har sluttet
sig til ham, gjelder det vistnok paa en maade, hvad
Bjørnson siger i sit foredrag om maalsagen, at «de har taat det
dertil, at jo længere bagover, jo mere norsk». Men Henrik
Wergeland var jo ikke romantiker. Tvertom! Ingen har
sterkere end han fremhævet, at kultur maa gaa foran
nationalitet; alligevel krævede han norsk sprogreformation, —
just i kulturens, i den fremadskridende oplysnings navn.
Og Vinje var heller ikke romantiker, ialfald langtfra bare
romantiker. Han kunde nok bli svært glad, naar han stødte
paa en gammel dativ eller sligt noget endnu levende paa
folkemunde; men den sprogform, hvori han skrev, blev dog
ikke saameget bestemt af filologisk doktrinarisme eller
romantisk forelskelse i gamle ærværdige former og ord som
af et rent praktisk literært behov.
Man maa medgi, at der heri ligger et ganske
iøjnefaldende vidnesbyrd om, at maalstrævet er noget andet og mere
end et anstaltmageri eller et af «familjen Skrulls» mange
løse indfald, — at det følgelig gjelder, ikke at afvise det hele
spørsmaal, men at faa det reduceret til de rimeligst mulige
dimensioner. Og saa skal man dernæst lægge mærke til, at
maalstrævet ikke staar som et isoleret fænomen i vort nyere
aandsliv, men at det hører med som et led i en større
sammenhæng og støttes vecl den.
Samtidig med, at dansk blev indført i Norge som kirke-,
skole- og retssprog, indførtes, som før nævnt, ogsaa dansk
administration, danske love og retssedvaner o. s. v. Man
kan sige, at clet norske folk dermed begyndte et nyt historisk
levnetsløb, fra nye, for en stor clel udenfor landet liggende
udgangspunkter, mens den gamle historie vedblev at
fortsætte sig, om end langsomt og i det skjulte, særlig i
bondestandens traditioner og retsforfatning. Det blev to strømme,
flydende i det samme leje, forsaavidt de begge tilhørte det
samme folk, som aldrig, trods alle indre differentser, har
ophørt at opfattes og at opfatte sig selv som et hele, — og
alligevel til en begyndelse tilsyneladende helt adskilte.
Paavirkninger! af de samme naturforhold og af fælles historiske
minder maatte dog medføre, at disse strømme i tidens løb
mere og mere flød sammen. Og især tog denne bevægelse
fart, efterat norsk nationalfølelse var bleven vakt til nyt liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
