Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. E. Sars: Vore nationale forhold og fremtidsudsigter ved aarhundredskiftet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vore nationale forhold og fremtidsudsigter ved aarhundred-skiftet. 111
og betydningsfuldeste for os). Fra norsk-nationalt historisk
synspunkt kan man hverken ønske, at riksmaalet blir
opretholdt eller at landsmaalet kommer i dets sted.
Men kan der være tale om noget tredie? Er ikke dette
et enten-eller, som vi ikke kan slippe fra, — et valg, som vi
senere eller tidligere maa gjøre, med opofrelse enten af
hensynet til nationalitet eller af hensynet til kultur, enten af
hensynet til vor gamle eller af hensynet til vor nyere historie?
Jeg haaber, at sagen ikke staar saa slemt. Udsigterne,
som aabnes for os ved det sproglige røre, kan være
uhyggelige nok, men saa uhyggelige behøver man dog vist ikke at
forestille sig dem. Mit haab herom er bleven styrket ved de
sidste tiders offentlige diskussion af retskrivningsspørsmaalet
og særlig professor Moltke Moes ypperlige indlæg i samme:
«Retskrivning og folkedannelse». Der er fra denne
diskussion faldt adskilligt lys over den sproglige strid, — et lys,
som lar os øjne en fredeligere udjevning, end man i regelen
har været tilbøjelig til at forestille sig muligheden af.
Moltke Moe henleder opmerksomheden paa den
almindelige miskjendelse af forholdet mellem skriftsprog og
talesprog. «Folk flest tror virkelig, — og det ikke bare uoplyste,
— at skriftsproget bør lede og styre talesproget, — at talens
afvigelser kun er hvad de foragtelig kalder «slurv og
skjødes-løshed». De vét ikke eller husker ikke, at skrift i sig selv
ikke er andet end tale i synlig form, — at skriftsprogets
ordbilleder ogsaa kun er talesprog, men gammelt
talesprog, vore bedstefædres og oldefædres talesprog. . . . Folk
vét det ikke eller husker det ikke, — og somme vil ikke
huske det. Derfor tror de, at man ændrer sproget, naar man
ændrer skrivemaaten just i overensstemmelse med sproget.»
Denne misforstaaelse, hvorefter skriftsproget opfattes som
det primære, det væsentlige, talesproget som det sekundære,
det afledede, den blotte afart eller udartning (saavidt det er
afvigende), har, saavidt jeg skjønner, spillet en stor rolle i
vor maalstrid og virket i høi grad til at gjøre den unødig
skarp og bitter.
Man har i sin betragtning af vore sproglige forhold holdt
sig til de to skriftsprog — det Aasen’ske landsmaal og det
almindelige skriftsprog, — som de sproglige
«generalnævnere» og har herved faat ud, at dansken og norsken
hertillands staar i en uformidlet modsætning, mens det virkelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
