Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alexander Bugge: Vikingetidens kultur og livsanskuelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vikingetidens kultur og livsanskuelse.
149
dybt i jorden, i folket, i folkeaander i fortiden og historien.
Den kultur har intet værd. som bare er udenlandsk
flitter-stas. Men den kultur har heller ingen udviklingsevne, som
bare suger sin saft af det hjemlige og er afstængt mod
det fremmede.
Vi ser det bedst i vikingetiden, meel sproget f. eks. I
aartusener, lige siden den tid, da cle germanske folk først
bosatte sig i Danmark og paa den skandinaviske halvø,
havcle Nordens folk talt ett og det samme sprog. Sproget
udviklede sig sagte, umerkelig næsten; det er det samme
ved aar 400 som ved aar 700. Saa kommer vikingetiden:
Skriften blir en anden, sproget et andet, I hundrede aar
udvikler sproget sig nu hurtigere, encl det før havde gjort i
fem hundrede. Først og fremst blir det nordisk, forskjelligt
fra tysk og fra gotisk, og saa udvikler det sig henimod
vikingetidens slutning videre til tre forskjellige sprog, norsk,
svensk og dansk. Og ligedan er det paa alle livets
forskjellige omraader, med tro, med seder og skikke, med kunst,
meel digtning, kort sagt med alt det, som vi med ett ord
kalder k u 11 u r.
Der hviler mørke, blodige skygger over vikingetiden, og
anderledes kunde det vel ikke være. Læs bare en gammel
irsk krønikes skildring af en kamp mellem nordmænd og
dansker i Irland omkring 850: «Efter slaget sendte Erins
overkonge bud til danskerne. Ved deres ankomst holclt
danskerne paa at koge, og deres kjedler stod paa hauger af
faldne nordmænd. Den ene ende af spiddet, som kjødet
hang paa, var stukket ind mellem ligene af cle faldne
nordmænd, og ilclen brændte dem, saa at huden sprak, og alt
kjød og flesk, som de havde spist aftenen iforveien, vældede
ud af bugen.» Da irerne bebreidede danskerne deres vilde
opførsel, svarede disse: «Slig vilde de ogsaa ha gjort med
os.» Saa gav de et stort bæger fuldt af guld og sølv til den
hellige Patrik. Og clen fromme krønikeskriver føier til:
«Danskerne havde dog nogen fromhed; de kunde for en tid
ialfald gi afkald paa mad og kvinder.» Men dette var ved
vikingetogenes begyndelse, og vildhed og grusomhed
hører-jo meel selv i nutidens krige. Snart blev ogsaa krigsførelsen
•menneskeligere, og aarbøgerne kunde fortælle, at vikingerne
skaanede kirker og gudshuse.
Men clet var ikke bare vildhed og raaskab, mord og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
