Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: Digte - Perdue - Villaen ved havet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
John Paulsen.
Perdue.
Jeg sad og frøs i byens have,
en hjemløs i en fremmed by,
mens falmet løv i kvælden flagred . . .
Som det jeg fandt ei noget ly.
Jeg sad og frøs i byens have
som høstens fugl saa trist og stur.
Da nærmed sig en liden pige
og hvisked frygtsomt: «Mon amourh
Hun stille plads tog ved min side
den skumrende oktoberkvæld.
Jeg skimted træk saa barnlig blide
og ak, en sorg, jeg kendte vel!
Den gamle saga hun fortalte
om sult og nød, en mor saa slem — —
Nu gik forstødt hun vilde veie,
— som jeg en fremmed uden hjem.
Med løvets sus i kvældens stilhed,
med vindens suk mod høstlig sky
sig blanded hendes klages vildhed:
«Je sn is per due, je snis perdue!»
Villaen ved havet.
Den ligger paa en klippeskrænt ved havet,
som imod bredden slynger skummets kranse.
En rad cypresser staar som vagt omkring den
Af blæsten rørte, deres dunkle toppe
sig dreier som i angest imod land.
Et solglimt hist og her dem sært forgylder
og giver havens mur et rødligt skjær . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
