Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Løseth: Belgisk literatur. Lemonnier. Verhaeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Belgisk literatur-.
271
naturalisternes tjeneste, lærte af Flaubert, Zola, Guy
de Maupassant m. fl., overbød sogar sine mestere og
hadde i 1889 den ære at bli dømt af lagtinget i Paris til tusen
francs bøde for en fortælling. Som naturalistisk stærkt
paavirket viser han sig endnu i den bog, vi her skal betragte
lidt mere indgaaende, den som kom1 i 1898: La Pet i te
Femme de la Mer, saa betitlet efter det første af tyve
smaastykker i prosa. Men som man dér ser, han har øst af andre
kilder end naturalismens: han har ofret til den parnassiske
skoles guder, formen og det rnalerisk-eksakte detail, og han
har, som saa mange andre fra Belgien, underligget
indflydelsen fra den symbolistiske literatur, den som begyndte,
kan man si, med Baudelaire ogVilliers delTsle-Adam,
skjød fart med Verlaine og i Belgien fandt en fremragende
repræsentant i Maeterlinck.
Det første stykke, «Den lille havfrue», gjengir havets tung.
sindige poesi og den inderlige halvt mystiske forbindelse som
bestaar mellem hav og søfolk; det blir nu og da en
stemning som i vore nøkke-og draugesagn. Det har lykkedes
forfatteren at fremtrylle en underlig halvvild, for friskhed ikke
blottet, slags graablaa poesi, maaske til en vis grad
inspireret af Ibsens «Fruen fra havet». Men Lemonniers havfrue
ligner i ydre hverken vore eller H. C. Andersens. En
sælsom piratagtig ulk bærer hende paa sit haarede bryst og
viser hende frem for penge, men vaager skinsyg over, at
mængden ikke kommer hende for nær. Hun er en
forkrøblet liden pusling, har matte berylfarvede feberøine og tyndt,
grønt haar, — ikke uden ynde, lidt af en uistitiabe og lidt
af en sælhunne, ganske nøgen, kun med en
flitterstas-silke-ii lie om hofterne og istedetfor arme et par smaa stumper lig
svømmefinner. Hendes skrig er som stormens hvinen i
mastetopperne. Ög fiskerne og lodserne kjendte skriget igjen:
nogle gamle fortalte, at de hadde set saadanne væsener lege
i bølgernes gyldne og sølverne striber som i en vrimmel af
stjerner; etsteds, hed det, langt ude i rum sø, hvor baadene
aldrig kom, laa hemmelighedsfulde øer, og der boede alle disse
vandenes døtre. Men fremviseren vilde intet aabenbare.
Under høstens uveir hadde han alle sine kræfter behov for at
hindre hende i at naa søen, den hun idelig stræbte hen
imod. Naar orkanen rasede, antog hendes øine en overna-
1 Paa Mercure de France’s forlag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
