Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Af Gustave Flauberts romantiske digtning - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
306
Hjalmar Christensen.
selv. Fremfor alt er det stilen, koloriten, som interesserer
ham. Han udtaler sig paa en maade, som viser, hvor dybt
digterens romantiske frihed har tiltalt ham. Han elsker et
emne, der tillader ham at staa som den vilkaarlige suveræn
ligeoverfor stoffet:
«Det som synes mig vakkert, som jeg gjerne vilde gjøre,
er en bog om ingenting, en bog uden ydre baand, som levede
af sig selv ved stilens indre styrke, ligesom jordkuglen svæver
i luften uden støtte, en bog, som næsten ikke skulde ha
bestemt sujet, eller ialfald et næsten usynligt sujet, om det
gik an. De vakreste bøger er dem, hvor der er mindst
muligt haandfast stof; jo mere udtrykket nærmer sig tanken,
jo mere ordet stiger mod høiden og blir borte, desto vakrere er
det.» Flaubert vil en «frigjørelse fra stoffet», den senere
banebryder for realismen bringer en æterisk idealisme sin
hyldning. Denne idealisme opløser sig imidlertid i en dyrkelse
af stilen, rytmen, sprogets musik. Som mange andre
poeter med et romantisk drag er han undertiden langt inde paa
den tanke, at poesi i virkeligheden ikke er andet end
sproglig musik. I det mindste er det denne musik, der er det
vigtigste. «Derfor findes der ogsaa» — som han videre
udvikler — «i virkeligheden hverken vakre eller daarlige sujetter,
og man kunde næsten slaa fast som et axiom, ved at
gjennemføre begrebet ren kunst; at der overhovedet ikke gives
sujetter, da stilen i og for sig er en absolut, maade at se
tingene; der trængtes forresten en hel bog for at faa forklaret,
hvad jeg mener. Jeg skal skrive om alt dette engang paa
mine gamle dage — —.»
«Saint Antoine» blev ikke noget fyldestgjørende forsvar
for denne Flauberts teori om en absolut stil, uafhængig af
stoffet, om et æterisk ord, virkende ved sin egen musik.
Verkets svaghed beror netop derpaa, at digteren har stolet
formeget paa sprogets egen selvstændige tiltrækning — dets
styrke er foruden den sproglige skjønhed ikke mindst det
vægtige fond af tænkning, som her er nedlagt. Der er altid
hos Flaubert to personligheder: stildyrkeren, den paradoksale
og fanatiske skjønhedstilbeder og den anden:
videnskabsmanden, naturforskeren. Det er denne dobbelthed, der betinger hans
storhed, det er ogsaa denne dobbelthed, der betinger en stadig
splittelse i hans bøger, fører hans stræben i to retninger, svækker
kunstneren, bindervidenskabsmanden,gjør kompositionen svag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
