Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Af Gustave Flauberts romantiske digtning - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
310
Hjalmar Christensen.
Antoine, den forsultne munk, der har forsaget alt, føler i én
person den samme trang til at gaa paa fire, brøle, spise græs. —
Dette er menneskets farce, den groteske og sørgmodige
farce om mennesket, med det uendelige begjær og den
endelige evne. Begge, Nebudkadnezar og den hellige Antonius,
er de lige dumt, lige nedværdigende prisgivne det liv, den
natur, der bestemmer over os alle.
Ingen af de øvrige malerier kan i dybsind og pragt maale
sig med billedet af Nebudkadnezars kongeborg–.
Intetsteds har Flaubert fundet et saa sublimt udtryk for
menneskets — den enkeltes afmagt. —
Han gaar saa videre, undersøger den samlede sum af
menneskeligt arbeide, af menneskelig stræben mod det
uendelige —:
Efterat Saint Antoine har gjennemgaaet de mere
kjødelige fristelser, det rent dyriske behov efter mad, begjæret
efter kvinder, begjæret efter magt, møder han den sidste
store fristelse: djævelen frister hans aand. I hans gamle
discipel Hilarions skikkelse bringer djævelen ham til at vende
sig undersøgende mod den religion, han tilhører, prøve den
bekjendelse, han har kjæmpet for. Og djævelen, der ingen
anden er end den kritiske aand, den store tviler, den eneste
vismand — en betydeligere, mere imponerende skikkelse end
Goethes Mefistofeles —, fører ham saa gjennem historien,
opruller for ham ligesom i slagmalerier menneskets kamp
for at finde frem til himmelen, klarheden, sandheden —
forklarer ham, hvor forgjæves den altid har været, peger
liaan-leende paa al den menneskelige gemenhed og grusomhed,
alt det dyrisk bundne, der har merket denne kamp. Han
fremlægger et broget og righoldigt materiale fra alle lande og
religionssamfund, der viser, hvorledes den religiøse stræben
altid har været haabløst tilsmudset af det jordiske.
Jeg har sagt, at Faust var af Goethes aand, den søgende
Goethe selv. Skal man finde Flaubert i «Saint Antoine»,
finder man ham i digtets Mefisto, Hilarion. Hilarion er
skeptikeren, ironikeren Flaubert — den Flaubert, der glæder
sig over det groteske, den store tviler. Det er den Flaubert,
der aldrig blir træt af at modsige alle dem, som fremstiller sig
med en endelig og anerkjendt sandhed. Den Flaubert, der
aldrig blir træt af at indskjærpe menneskene respekten for
det uendelige, for den navnløse Gud.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
