Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Einar Sundt: Krisen i Kristiania 1899. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krisen i Kristiania 1899.
111
selskaber for anlæg af industrielle bedrifter ved den
fremtidige Sandaker station. I slutten af januar besluttedes
aktiekapitalen i kommanditaktieselskabet Arntzen, Schmidt & Co.
fordoblet fra 3 til 6 mill. kr. og bankens navn samtidig
forandret til Den norske Diskontobank.
Men luften var lummer; alle havde en følelse af, at de
«gode tider» hurtig nærmede sig sin afslutning; det var
trangt om penge, uagtet Norges bank 9de februar havde
troet at burde nedsætte sin diskonto fra 5x/2 til 5 °/o, og
bankerne blev mere og mere utilbøielige til at lombardere
andre end de aller fineste aktier. Den 17de marts maatte
diskontoen atter forhøies til 5x/2 %, som den følgende
uge efterfulgtes af en yderligere forhøielse til 6%.
Samtidig med denne stærke stramning i pengemarkedet
indtraf den beklagelige episode med Caspary & Joerges, hvis
firma, som man vil erindre, af Diskontobanken var
omdannet til et aktieselskab, der ogsaa lovformelig blev
konstitueret, men straks efter opløst, da det viste sig, at de af firmaet
givne indtægtsopgaver havde været grovt misvisende for at
bruge det aller mildeste udtryk.
Denne mislykkede operation rokkede blandt det store
publikum tilliden til Diskontobankens ledelse; inden vel
underrettede kredse havde man allerede længe været klar
over, at denne bank blev drevet rent vildt, idet den f. eks.
søgte fra det hele land at tiltrække sig indskud ved at byde
uforholdsmæssig høi indlaansrente. Man antog i
almindelighed, at banken havde bundet en altfor stor del af sine
midler ved udlaan til spekulanter, som under de forandrede
markedsforhold ikke længer var solvente, og det store
spørgsmaal blev da, om den vilde kunne klare sig under en
fortsat nedadgaaende konjunktur. Der cirkulerede de vildeste
rygter om, hvorledes banken satte sine kunder kniven for
struben; folk, som havde faaet kassekredit bevilget, med
udtrykkelig forsikring om, at den ikke skulde blive opsagt fra
bankens side, fik kategorisk krav om straks at indbetale sin
hele gjæld eller i manglende fald akceptere paa 14 dage.
Hvad skulde disse mennesker gjøre? De solide blandt dem
gik naturligvis til sin ældre bank og bad om at faa fornyet
forbindelsen. Men de mindre vel funderede fik afslag eller
opnaaede ialfald ikke tilnærmelsesvis saa udstrakt kredit,
som de havde nydt i Diskontobanken, og da det ved denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
