Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Havelock Ellis: Rusland - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rusland.
417
nøkterhed, som fremhæver alle dets fine konturer. Disse
allestedsnærværende, slanke, sølvdryssende birke, med stille
vandspeil indimellem, de lyse og brogede træhytter med deres bundter
af solsikker, de faa menneskelige skikkelser, mænd og kvinder,
arbeidende paa markerne med sine sigder, og af og til en by
med sine blaa og gyldne kupler glimtende gjennem taagen— det er
de fineste elementer i et landskab med sjelden skjøn skognatur,
en uafbrudt rækkefølge af Corot’er.
Hvis verden endnu ikke er følsom overfor det russiske
landskabs skjønhed, kan det blot være, fordi russerne selv aldrig har
seet den. Naar vi gaar gjennem det Tretiakoff’ske billedgalleri
i Moskwa og lægger merke til de bedste russiske maleres
hovedverker, finder vi historiske og religiøse malerier, pragtfulde
arkitektoniske billeder, exotiske landskaber, kraftige portræter,
krigsscener, død og henrettelse, dystre katastrofer i mørke og
luer, men faa tegn fra et opladt æstetisk syn paa deres eget
lands skjønhed. Det synes, som russeren endnu er for
ungdommelig og for selvbevidst til at opdage den fine ynde i den
verden, som omgiver ham. Der trænges noget exotisk, noget
frygteligt eller patetisk for at anspore hans plumpe og
uudviklede ætetiske sans. I litteraturen har han udtrykt sig, men
endnu ikke i maleriet. Der har han havt det samme
barbariske krav paa det gruopvækkende, som vi finder i dramaet paa
Elisabeths tid.
En anden overraskelse venter den reisende, som har hørt
meget om Ruslands undertrykthed og stadige misnøie, naar han
kommer til at se paa folket selv og dets liv. Den russiske
befolkning kan ganske vist være den mest resignerede i Europa,
men det er ikke den mindst frie, og heller ikke paa sin vis den
mindst glade.
Forpjusket, rar, forfjamset — mindende om de gamle
fremstillinger af den engelske bonde saavel som om billederne af hans
egne skytiske forfædre paa den berømte Nicopol-vase i
Eremitagen — er russeren dog energisk trods hele sit udseende af passiv
resignation. Svært robuste og meget sunde, synes det,
undertiden af voldsomme dimensioner — paa fridagene straalende og
blide, med sine skinnende, godmodige ansigter og rene stasklæder
udmerker mænd og kvinder sig ligemeget ved sin rolige styrke,
sin jevnhed, sin aabne ærlighed, forbausende ofte er de ogsaa
præget af en streng pligtfølelse, og fremfor alt, ved en dyb og
usvigelig godmodighed. Der er ikke spor af underkuethed i deres
27 — «Samtiden». 1901.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
