Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Strømninger under renaissance og barok - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
434
Harry Fett: Strømninger under renaissance og barok.
resikerecle inden næste morgen at ligge død paa gaden,,
myrdet paa hjemveien til sit familiepalads. Men man gik,
det forøgede spændingen — festerne tog sig ligesom større ud
med døden som baggrund. — Det hører til «stoffets problem»,
at hver tid ligesom faar det material, som passer; ægypterne
sten, grækerne marmor, rococoen porcelæn. Men
ung-raissancen havde bronce, og det er noget af broncens
skjønhed over denne tid. I den menneskelige energis historie,
den bog Stendhal vilde skrive, vilde denne tid blive en af
de «store», klassiske ticler.
En generation senere og tiden er en anden.
Ungdommen er forbi med hele dens naive glæde over verden.
Der merkes en konsekvent stigning mod strenghed og stil.
Den umiddelbare kunstneriske glæde er forsvundet
for-alvoret, det tilfældige og lunefulde viger; modestia e
grandezza er, hvad den nye tid fordrer. Det er høirenaissancen,
den klassiske tid i vor kunsts historie. Vor tid, der har
sat det formløse som en slags trossætning for al egte
kunst, og der har en saa skjæbnes vanger forkjærlighed for
det ufærdige, tilfældige og skitsemæssige, har ikke havt
synderlig sympati for denne tid. Ordet klassisk har for os
en ubehagelig klang, der minder om strenghed, akademi og
skole. Vi beundrer da heller ungrenaissancen, den taler
til hjertet, samtidig som vi kan smile over keitethederne.
Et nutidsmenneske, der nødig vil imponeres, sætter megen
pris paa at faa smile samtidig som han beundrer. Vi er
komne saa langt, at Rafael, der af vore fædre sattes som
en af malerkunstens første, nu af næsten anden hver yngre
italia-reisende erklæres for ubegavet og kjedelig. Muligens
stikker dette i, at vor tid har faaet saa mange falske
attituder og teatralske bevægelser istedenfor virkelig
værdighed, at vort blik er sløvet selv for en værdighed, der vokste
frem som en naturlig trang og udpræget aristokratisk
stigning i smag og tænkesæt.
Høirenaissancens strenghed, klarhed og stilfuldhed blev
brudt af baroken. Her bryder den tredje fase ind i den
italienske kunst. Det stilfulde var ikke nok, kunsten som
blot og bar skjønhed ophørte at interessere. Man fordrede
mere end Vart pour Vart, eller retter-e clet stilfulde for den
menneskelige værdigheds skyld. Tiden vilde gribes, den
forlangte stemning. Høirenaissancen defineres ofte som:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
