Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun: Paa tourné
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ringte Dem ?
Pigen gik.
Paa tourné.
havde set. Mørke anelser greb mig, og jeg ringte igjen.
Jeg stod der til anklerne i det bløde gulvteppe og vented.
Nu skulde jeg ribbes for mine sidste skillinger, de strakte
maaske ikke engang til. Jeg begyndte i hast at tælle over,
hvormange penge jeg egentlig havde; saa hører jeg skridt
paa gangen, og jeg indstiller.
Men ingen kom. Skridtene paa gangen var en ind
bildning.
Jeg begynder at tælle paany. Hvilken frygtelig uvished
jeg befandt mig i! Hvor var nu pigen med den paatræn
gende tjenstvillighed fra igaaraftes? Laa hun og sov endnu
den lade skabning, skjønt det næsten var lys dag?
Endelig kom hun, halvt paaklædt, blot med et sjal
over sig.
Jeg skal bede om min regning, sagde jeg saa fattet
som muligt.
Regning? Det havde sin vanskelighed, madamen sov
endnu, klokken var blot tre. Pigen saa raadvild ud og stirred
paa mig. Hvad var dette for en manér at stirre slig! Hvad
angik det hende, at jeg agted at förlade et hotel i betids ?
Det faar ikke hjælpe, sagde jeg. Nu maa jeg have
regningen, nu.
Nu blev hun en evighed borte. Hvad der især forøged
min uro, var frygten for, at værelset muligens blev beregnet
pr. tid, pr. time, og at jeg nu stod her og ødte skjændigt
mine penge i en uforskyldt ventetid. Jeg havde intet kjend
skab til det fine hotelliv og fandt nu denne beregnings
maade rimeligst, Desuden var der ved vaskeservanten op
slaaet en plakat, hvorpaa der stod, at for værclser, der ikke
blev opsagte inden klokken seks eftermiddag, blev der be
regnet nyt døgn. Alle ting fyldte mig med rædsel og for
tumled mit skjønlitterære hoved.
Aldrig nei, aldrig skal jeg glemme fatum denne
skøierstreg! To kroner og sytti øre, det var det hele! En
bagatel, en drikkeskilling, som jeg kunde skjænke pigen til
haarnaaler! Jeg slog endel kroner i bordet, nok en. De
skal seiv have resten ! Velbekomme, min ven !
Man maatte vel vise levemaade, Ikke at tale om, at
Endelig banked pigen paa døren og kom ind.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
