Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Løchen: Søren Kierkegaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard. $7
;af forstanden; der skal troens uendelige lidenskab til for at
holde det fast. Denne lidenskab er netop den betingelse,
guden seiv maa give med.
Paa det religiøse standpunkt ændres imidlertid aldeles
ikke det enkelte menneskes forhold til de andre. Det sokra
tiske forhold staar her ved magt fremdeles. Det ene menneske
skylder det andet absolut intet med hensyn til troen; guden
skylder han alt. Det ene menneske kan bare sige: «Jeg
troer og har troet, at dette er skeet, uagtet det er Forstanden
en Daarskab og det menneskelige Hjerte til Förargelse.»
Men dette er jo siet ingen meddelelse; der er gjort alt for
at frabede sig ethvert kompagniskab. Et menneske kan for
en anden bare blive anledning til, at den anden glemmer
alle mennesker i troens lidenskab. Den troende er derfor
den enkelte, absolut bare den enkelte, «uden alle connexioner
og vidtløftigheder». Han er aldrig lærer, han er vidne. Den
troende hører i universets ensomhed aldrig nogen menneske
lig røst, men gaar alene med sit forfærdelige ansvar.
Vi ser nu den konsekvens, som drev Kierkegaard frem
til denne opfatning af religionen. Skal han reddes fra en
somheden, kan det ikke ske ved at gaa ud i menneske-
vrimmelen. Denne vrimmel er jo intet andet end en masse
«anledninger», som stoder ham tilbage i det egne tankelivs
ensomme tungsind. Skal han komme ud over den triste
monolog, gives der en dialog, maa det være en samtale med
guden. Men denne fører et sprog paradokst for den menne
skelige tanke. Og det er nødvendigt; thi talte guden for
nuftens sprog, vilde jo ogsaa han bare være anledning, og
dæmre hen som en skygge for det indre livs lysende rigdom.
Heller ikke med guden er dersaaledes egentlig samtale, £
forstaaelig tale mellem to. Det religiøse liv er en splittelse
i «øieblikke» uden indre sammenhæng. Dette øieblik fordrer
menneskets kraft trængt sammen i et nu; derfor lyser det
for Kierkegaards øie. «Et saadant Øieblik er af en egen
Natur. Det er vel kort og timeligt, som Øieblikket er det;
forbigangent, som Øieblikket er det, i det næste Øieblik,
og dog er det det Afgjørende, og dog er det fyldt af det
Evige.» Men der fører ingen sti over fra det ene øieblik til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
