Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Statsraad Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
Hans naturfølelse var usammensat, saadan som den blir
det hos den som har sit arbeid ude i det fri den muntre,
forfriskende samklangsfølelse som trætte legemer fornemmer,
nåar de raster med sin skræppe ved bækken eller tar sig en
lur i en slaatte-løe. Uden den melankolske intimitet i sam
livet som naturens dagdnvere fornemmer. Uden syg kon
templation. Han var med andre ord vistnok ikke et «poetisk
gemyt», thi det er skabende. Men hans sind gemte billeder
av land og folk, og henreves av dem paany; nåar han snakked
om skoge og tjelde og solopgange, sad han med det lyse,
blåa korte blink i øinene, som fortalte om ild som ulmed.
Der var nok da en tør skyhed over hans ord, som en tid
med «realisme» som stikord skaberdem; men jeg kan allige
vel ikke kalde denne stille ild andet end ekstase. Saadan
virked den. Na tur-ekstase.
Jeg tror næsten, det var denne stille ekstase som brandt
indenfor den sunde guttepande, som især bandt os, hans
unge venner, til ham.
Det offentlige livs mænd er forskellige i omgang, ganske
som andre mennesker.
Der er nogen som siet ikke kan snakke. De blir stumme
ved modsigelse, og onde i øiet. Det er som man hadde gjort
sig skyldig i et lidet mordattentat, nåar man antyder en
anden mening, eller som de hadde faat en næsestyver. Det
kan være, fordi der egentlig inderst inde i dem ligger gemt
en stygg slagsbror som helst brugte næverne. Det kan ogsaa
være, fordi de har en tung kamp bag sin overbevisning og
såar som endnu svier ondt. Der er andre som netop kan
snakke og som altid taler om at «udveksle men inger» det
tales der jo saa ofte om i Norge; man hører tale om det
oftere end man ser det: De hv er ver meninger; man paa
trykkes meninger. Og netop fortrinsvis i de kredse, hvor
«udveksling» føres i munden. De kredse er en gru for alle
dem som ikke faar sine meninger ad den vei. En dobbelt
gru fordi man skal ha det bryderi stadig at holde dem tre
skridt fra livet, saa man ikke blir talt med med hud og
håar, nåar de holder optælling paa meningsfæller, ligesom
driftebonden paa sine faar hver aften. Og dog gaar man altid
332
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
