Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sven Nilssen: Guder - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GUDER.
PVen juleaftenseftermiddag, jeg vil fortælle om, var luften
U blank som et stort taareblendet barneøie. Som paa en
vaardag var den let og fin. Og lodret steg røgen tilveirs fra
tusen skorstene dernede. Det var kort sagt en vinterdag
saa mild og pen, som bare vi kan have den i en af vore
regnvintre her vester.
I vinduet havde Esther glemt efter sig en brodersaks
og nogle dukker med broget garn. Hun yndede nemlig at
sidde ved mit vindu og arbeide. Det var let nok at skjønne
hvorfor. Min hybel laa høiere end veirhanen paa brand
vagtens udkigstaarn. Og hvad kunde man ikke se heroppe
fra! Domkirketaarnenes irgrønne kobbertag mellem sorte
træskeletter, den friske røde bundfarve paa et udlosset
dampskib nede i havnen, fjordens blåa belte og fjeldrækken
solforgyldt langs synsgrænsen med sne paa ryggen. Hvor
var det ikke frydefuldt at lade etpar trætte øine drikke alle
disse farver!
Hun brugte at lure sig ind her, nåar jeg var ude. Men
aldrig havde det lykkedes mig at overraske hende i mit fat
tige tagkammer. Langt nede i bakken havde jeg seet hende
ved vinduet. Og jeg vendte bent om. Og jeg gik de sne
digste omveie. Men nei! Det var umuligt at fange hende.
Nu havde hun som sagt glemt sin saks og sit garn.
Og jeg kunde lade disse ting glide mellem mine fingre og
glæde mig ved at eie dem, til hun engang, nåar jeg ikke
var hjemme, tog dem fra mig igjen.
26 Samtiden. 1902.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
