Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sven Nilssen: Guder - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ventende forjættelsen:
Musiken svulmede. Mænd og kvinder sang:
dugslagne enge,
ved nok, at der sover
dagen ei længe,
Guder.
Jeg satte mig andægtig tilrette i en af de tunge udskaarne
stole, mysende gjennem det gule lys, hvori tonerne gled om
som guldfiske. De skar sig veie rundt vældige stenpillarer
Langs buers hugne lovverk og hoveder. Ind og ud af dybe
vindusnischer gled de og stod og stirrede paa prædikestolens
brogede træillustrationer til de hellige historier.
Musiken sank hen i stille vemod, indtil den pludselig
blev skaaren over. En kort pause. Og fra orgelgalleriet
hølt over mit hoved sang en eneste stor, klar kvindestemme
dæmpet fulgt af musiken:
«Hvert et fjed et skridt mod døden,
hver en tanke morgenrøden,
dæmrende bag graven drømt.
Fra jeg lærte hænder folde,
fra jeg lærte bog at holde -
alting andet tomhed dømt.
Se, nu kommer jeg tilbage
fra mit levnets mange dage.
Se, nu stanser jeg igjen
ved den gamle drømmestige,
reist af ord fra jorderige
skyhøit op mod himmelen.
Knee jeg bøier, haand jeg strækker
bedende mod skyers rækker,
Hver en sjæl, som døden rammer,
ser en gang i gravens kammer
underet opstandelsen.»
hylder dig, øiner dig.
Grysol, som ler over
fylder mig, høiner mig!
Gro, gro, jeg
«Tro, tro, du
395
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
