Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sven Nilssen: Guder - III - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Guder
«Overlades mig,» faldt jeg med et ind.
Jeg havde altid vist en prisværdig iver til at harve, hvor
mine overordnede og foresatte havde pløiet.
Og kjæk som en tase stod jeg foran mit bolverk, da de
herrer gik videre. Den blodige finger var forsvunden. Men
mørkets fyrste blinkede mig endnu hemmelighedsfuldt imøde
med sit ene grønne øie.
«Sludder!» sagde jeg. «Det demde er et dampskib. Og
der ligger byen med tusen lysende ruder. Bag ruderne de
mennesker, hvis hjerter jeg skal temperere, til de faar lyst
paa Kolls dampskibsaktier. Nuvel. Det er dog altid en op
gave.»
Jeg gjorde helt om og lagde veien over mod den gamle
kirkegaard.
Hvad var der faret i mig for en besynderlig aand? Jeg
gik i retning af den gamle vindmølle og slog benene ikors
hgesom Koll, nåar han fandt ud for os det almene syn paa
en sag. Jeg stram mede mig, idet jeg steg fra den ene sunkne
grav til den anden, og lagde hænderne paa ryggen. Og det
var ikke frit for, jeg syntes, mit hoved bulnede ud til en
stormkugle som Kolls, mens alle fordele ved kommunika
tionsnettets udvidelse og den nye fjordrute i særdeleshed
pludsehg begyndte at krystallisere sig i min hjerne.
Jeg havde et øieblik en fornemmelse, som jeg tænker
mig den har, der en vinterkveld kommer forfrossen og gjen
nemblæst fra kjørsel over endeløse landeveie og strækker
strømpelæstene ud mod en buldrende kakkelovn, mens en
blid kjæreste rækker en piben og den rygende toddy.
Man var altsaa alligevel lidt i verden. Et lidet streg i
en af de talløse rubriker, oversaaet med andre streger.
Man fyldte sin plads. Og man øgede totalsummen af samt
lige streger. Ja man havde endogsaa noget specielt at for
tælle, der man stod. Man gjorde nytte for blækket, som
var spænderet paa ens tilværelse, eller vel saa det kanske.
Og jeg sagde til mig seiv:
«Hvor kan det ikke i disse barske egne siges at høre til
en af livets alleruundværligste nødvendigheder at have en
401
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
