Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. E. Sars: Noget om Bjørnson som ung mand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Noget om Bjørnson som ung mancl.
•synes som om alle maatte erkjende dette som et af de store
træk i hans personlighed, et af vidnesbvrdene om hvor egte
>en fører- og høvdingenatur han er. Han har ofte feilet i sin
dom over andres evner, men altid saa, at han har dømt for
gunstig om dem, seet dem gjennem sin fantasis forstørrelses
gJas, at han har været for rundhaandet i sin ros, for sang
vinsk i sine forhaabninger om vedkommendes fremtid Al
drig har han pruttet paa sin anerkjendelse, hvor der viste
sig noget anerkjendelsesværdigt, eller lagt an paa at faa re
duceret den ros, som blev andre tildel, endog dem, som skulde
gjælde for at være hans medbeilere. Jeg har aldrig
kjendt noget menneske, som i den grad har været fri for ja
lousi eller som saa godt har forstaaet at holde sig enhver
smaalig og ængstelig mandjevning fra livet, Han har været
den utrættehge sædemand i vort aandsliv; han har stadig
lagt an paa at faa det til at spire og vokse rundt om sig
og det synes aldrig at have faldt ham ind, at veksten kunde
blive saa frodig, at den kom til at skygge for ham eller vokse
ham over hodet. Hans selvfølelse har været for trv- oe
for velgrundet til det, "°
Blandt de særegenheder ved Björnsons væsen oo
personhghed, hvorved han, efter min erindring, skilte sig
mest ud fra sine omgivelser i ungdomsdagene og stillede
sig i den skarpeste opposiCion til den dengang i hovedstaden
raadende aand og tone, er vel kanske denne den mest frem
trædende: hans udpræget positive aandsretning, hans optim
isme, hans villighed til at anerkjende, hans evne og trang
til at skabe liv og faa det til at trives og vokse rundt om
sig. Tonen i Kristiania-societeten og inden de akademiske
kredse var dengang til det yderste negativ, kritisk, skeptisk
Heme var den mest yndede digler, ialfald den, som øvede
størst indflydelse, og hvad man især satte pris paa i hans
digtning, var det kaustisk-svidende, spotten og ironiseringen
Det afgjørende ord i vore hjemlige literære og kunstneriske
anhggender førte dengang fremfor nogen anden Wel haven
som var bleven bitter, nedsænket i et dybt mismod, yderlig
pessimistisk ligeoverfor vort nationale stræv, samlende nu og
da sin kraft i epigrammer, hvoraf der stod skræk eller kulde.
Henrik Ibsen siger i fortalen til 2den udgave af «Gildet
paa Solhaug»: «Og saa havde den datidige (o: tiden fra
1850 til omkring 1860) norske hovedstadskritik en særegen
447
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
