Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Krag: Vers og en visestub - Radering - Mainat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mainat.
Vilhelm Krag.
Rundt Svartkjønn brer sig ur og myr, .
og ingen mand tør færdes her,
og ingen ved, hvem ligger der
i denne mørke en som hed -
for Gud og mennesker i fred.
Mainat, stjernebleg, sildig og sval
jeg vaagner og kan ikke sove.
Der stiger en sus ifrå tjeld og dal,
den synker fra himmelens høienloftssal
og vaarnattens stjerneskove.
Jeg reiser mig, blir baade kold og bleg
da er det, som hviskende stemmer steg
fra strandens vigende vove.
Der leger en lysalv i nattens vind
og nu, mens taagerne falder,
svæver der sagtelig gjennem mit sind
et sølverklingende stemmespind
hør! det er alven, som kalder.
Slig kaldte det paa mig i ungdommens
hvergang der bølged en blomstervaar
jublende gjennem mit hjerte.
Min Gud! Nu hører jeg det igjen:
dybt indi skove sidder hun end,
lykkealv, lysalv, eneste ven,
og vogter den brændende kjerte.
Nu dæmrer det morgenens blege gry
bag alle de natgraa taager.
Mod øster glimter en gylden sky,
ude fra holmerne hører jeg paany
de vaagner, de hvide maager.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
