Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes: Umandigheden hos Goethes helte - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
UMANDIGHEDEN HOS GOETHES
HELTE.
Naar man kaster blikket tilbage over de mandlige hoved
personer i Goethes ungdomsdigtning, er det vanskeligt
at værge sig mod et bestemt ugunstigt indtryk, det af disse
unge mænds umandighed.
I dem alle, i Werther, end mere i Clavigo og i Fernando
(ikke at tale om Weislingen) er der noget umandigt, ja seiv
i Faust er dette bevaret.
Overfor Werther beror indtrykket dog mest paa bogens
slutning, der kaster et skjær tilbage over begyndeisen. Vor
nutidsfølemaade stødes ved dette: en ung mand, der berøver
sig livet af sorg over adskillelsen fra en kvinde, der er til
freds i sin forbindelse med en anden mand og i ethvert til
fælde kan undvære ham.
Moderne kritikere har givet sig til at drive spot med
Goethe, fordi han ikke seiv dræbte sig, da han befandt sig i
Werthers situation. Ingen spot kan være mere urimelig.
Hvorfor i al verden skulde Goethe slaa sig ihjel? Man tager
det nutildags, som var det en art pligt for ham. Man vil
ikke tro, det var alvor med de selvmordstanker, af hvilke han
skildrer sig som plaget; man hævder, han aldrig for ramme
alvor har tænkt paa at gjennembore sit bryst med den
godtslebne dolk, han i hine dage havde liggende ved sin
seng. Hvad er her ramme alvor? Hvis kun den dvælen
ved selvmordsforestillingen er alvor, der fører til døden, saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
