Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes: Umandigheden hos Goethes helte - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georg Brandes.
ud, er anden akt. Med undtagelse af de første halvanden
side har Goethe ord for ord taget hele akten fra Beaumar
chais; ja ikke blot replikerne, men alle angivelser for skue
spillerne (som «bliver opmerksommere», «skifter mine»,
«taber ethvert muntert udtryk», «bevæger sig i høieste for
virring paa sin stol») er taget ordret fra Beaumarchais’ for
tælling.
Denne afgjørende akt har jo det indhold, at Beaumarchais
ved sit uforudsete besøg hos den berømte fortåtter og rigs
arkivar tvinger ham til i hele sit tjenerskabs nærværelse at
udstede en skriftlig, til trykken beregnet, erklæring om, at
han uden skygge af grund eller ret offentlig har fornedret
(beskjæmmet) en ulastelig kvinde, og beder hende om for
ladelse derfor.
Denne scene er paa theatret uhyre virksom, men som
enhver, der har set den, véd, overmaade pinlig. Navnlig
denne omstændighed, at Clavigo lader sig tvinge til at kalde
sine tjenestefolk ind og i deres nærværelse underskriver sin
skam og betegner sin egen handlemaade som æreløs, virker
oprørende. Tilskueren foragter ham. Det er jo ingen mand,
der bærer sig saaledes ad. Og man stødes ved den mangel
paa mandig fin følelse hos Goethe, som har kunnet tåge en,
der tinder sig i dette, til sin helt. Goethe skrev i det første
øiebliks stolthed til F. H. Jacobi: «At denne franske even
tyrers memoirer glædede mig og vakte romantisk ungdoms
kraft hos mig, at hans karakter, hans daad amalgamerede
sig med karakterer og bedrifter i mig det er min lykke,
og jeg udæsker den mest kritiske kniv til at udskille de
blot översatte steder fra det hele uden at sønderskjære det,
uden at tilføie strukturen og ikke blot historien et
dødeligt såar.»
har han ret i, at akten ikke lader sig bort
skjære eller udskille. Men han skulde dog ikke udæsket
den mest kritiske kniv. Den er, nåar den er god, et meget
skarpt redskab.
Den, som førte den, kunde f. eks. gjøre opmærksom paa,
at Goethe ved saa raat at tilegne sig den hele akt uden
tillempning er kommen til at stille Clavigo, hvem han
ikke negter sin agtelse, i et langt værre lys end Beaumarchais
gjør, som paa det dybeste foragter ham.
16
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
