Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl Gjellerup: Det tillukkede land
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Karl Gjellerup.
1 september 1897 læste man i sin morgenavis, at en
englænder ved navn Landor, der var trængt ind i Tibet, var
blevet taget til fange af Lamaerne og underkastet en grusom
tortur, hvorefter han var blevet sendt tilbage over grænsen.
Et åars tid senere udkom hans verk (tysk udgave hos Brock
haus). Navnet Savage Landor, der havde saa fin en klang
i engelsk litteratur i begyndeisen af aarhundredet, kan ikke
siges at have vundet ved denne publikation mod dets slut
ning. Allerede titlen «Paa forbudne veie» minder mere om
en sensationsroman end om en alvorlig reisebeskrivelse, og
størstedelen af billederne giver ikke det værste eksemplar
af hin genre noget efter i kunstnerisk umulighed. Teksten
svarer nogenlunde dertil; de kapitler, der skulde give den
det kulturvidenskabelige udbytte, er uden det ringeste værd;
de kunde ligesaa godt være skrevet, uden at forfatteren havde
forladt London, og dømmer sig selv allerede derved, at de
meddelelser, som de bringer om tibetanske seder og skikke,
ifølge forfatterens egen forudgaaende og efterfølgende beret
ning om sine vidunderlige eventyr, umulig kan bero paa
egne iagttagelser; og dog siger han ikke med et eneste ord,
hvorfra han har dem. Naar han blev meget üblidt behandlet
af tibetanerne, saa har han sin egen optræden at takke der
for. Den var, efter hans eget vidnesbyrd, af en saadan natur,
at den fuldkommen havde berettiget dem til at gjøre ham et
hoved kortere. Imidlertid kan man begribe, at denne be
handling forudsat at den har fundet sted! ikke stemte
forfatteren gunstig overfor snelandets beboere. Men hans
kapitler om dem er i virkeligheden kun et smædeskrift, hvis
indhold staar i den skarpeste kontrast med de domme, vi
har af folk, der maanedsvis har hävt leilighed til at lære
dette folk at kjende. Mr. Landor, der ofte afbilder sig selv
i drabelig positur, jagende hele hære paa flugt, skildrer
tibetanerne som det feigeste krapyl under solen, medens
Huc fandt dem krigerske og tapre; med hans ogsaa i alle
andre henseender særdeles gunstige dom stemmer Turner
overens, der skriver: «Menneskevenlighed og ukunstlet artig
hed er en tibetaners faste arvelod; aldrig har jeg hos noget
folk truffet disse egenskaber udviklet i høiere grad.» Til
disse røster fra fortiden, der indirekte vidner mod Landor
og beskylder ham for bagvaskelse, har nu en levende stemme
af nyeste datum med ligefrem knusende vegt føiet sin direkte
130
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
