Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Svingninger og stemninger i dansk litteratur 1870—1902 - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Svingninger og stemninger i dansk litteratur 1870—1902.
kritisk og ikke af digterisk art, er han blevet den centrale
skikkelse i den moderne danske litteratur.
Af hans eget lands forfattere var det fortrinsvis Søren
Kierkegaard og Johan Ludvig Heiberg, som først gjorde ind
tryk paa Georg Brandes. Blandt frem mede tænkere dyrkede
han navnlig Spinoza, Feuerbach og vistnok fremfor alle
Hegel. Den Hegelske indflydelse er navnlig følelig i den
første del af hans forfatterskab.
Brandes’ studier bragte ham efterhaanden i intim berø
relse med andre aandsretninger end dem, der havde bestemt
hans første ungdomsindtryk. I det europæiske aandsliv væb
ner i disse aar den moderne naturvidenskab en kraftig reak
tion mod de spekulative systemer og mod en overfladisk og
sødladen idealisme i kunsten. Og i det land, hvis kultur
har været den mest bestemmende for Europas litterære ud
vikling, i Frankrige, blomstrer en ny digtning, som endnu
ikke var videre kjendt i Brandes’ hjemland. Flauberts mæg
tige koloristiske begavelse og djerve menneskeskildring, brø
drene Goncourts nervøst smidige, skiftende, mangefarvede
kunst havde ledet den franske litteratur ind i nye spor.
Samtidig gjennemfører Taine i litteraturhistorien, i kritiken
en metode, der er helt i den moderne naturvidenskabs aand.
Hos Brandes, den unge lydhøre og rigt begavede forsker,
hvis vældige videbegjærlighed snart førte ham i berørelse
med alle merkeligere företeelser i Europas aandsliv, fandt de
nye kulturfænomener aaben forstaaelse. Det er fra først af mere
ved sit bekjendtskab til moderne tænkning end til moderne
digtning, at Brandes kommer til at blive litterær reformator.
Han beskjæftiger sig i midten af seksti-aarene navnlig med
nyere filosofi. Fra denne tid har vi hans verk: «Dualismen
i vor nyeste filosofi (1866). Han bevæger sig, som han seiv
har sagt, efterhaanden over fra en æstetisk-metafysisk til en
positivistisk verdensanskuelse.
Imidlertid ser vi, at hans interesse for kunstneriske fæ
nomener er i sterk udvikling.
1870 udkommer hans «Kritiker og portræter». Samme
aar disputerer han for doktorgraden med en afhandling over
«Den franske æstetik i vore dage; H. Taine». I Brandes’
udvikling har den store franske litteraturhistoriker nu taget
sin pläds ved siden af Hegel. Under den paafølgende uden
landsreise (foraaret 1870 til efteraaret 1871), hvor Brandes
195
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
