Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Svingninger og stemninger i dansk litteratur 1870—1902 - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjalmar Christensen.
lette sentimentalitet og dets sirlige frivolitet, en poet, hvis
gratie er hyrdetiden værdig. Der er Johannes Jørgensen,
den moderne katolik, hvis skjære stilkunst forvandler hellig
gjørelsens orden og andre trosproblemer til en behagelig
underholdning. Der er Sven Langes kloge, indsigtsfulde
ansigt. Der er Karl Larsen, hvis vittige glæde over det
menneskelig særegne forbinder sig med en dyb forstaaelse
af elet ålment menneskelige, hvor det saa förekommer. Der
er Valdemar Rørdam, som har skabt en moderne kjærligheds
epos af streng antik skjønhed. Der rager han høit frem
Danmarks merkeligste stilkunstner siden J. P. Jacobsens
dage, Johannes V. Jensen, jydernes fører. Der ser vi ved
hans side de unge jyder, den sidstkomne gruppe i den dan
ske realisme, som repræsenterer den alvorligste hjemvenden
til det nationale, vi kan iagttage, siden Georg Brandes førte
danskerne ud i Europa, bort fra deres syge minder. Nu
har de faaet modet tilbage, og med en ganske anden selv
erkjendelse og sikkerhed end i romantikens dage kan de
gjøre regnskabet op med sig seiv. Jyderne har i den sidste
tid stillet sig i beviclst modsætning til den kosmopolitiske
kjøbenhavner. De vil have «landluft» ind i litteraturen, de
reagerer mod den digtning, hvis «mandstype er grubleren,
der om natten tungsindig og aandfuldt grubler, der længes
uclen at eie længslens drivende energi». Deres devise er
«mod, kraft og ungdom». De haaber, at «der fra den jyske
digtning, som endnu kun er i sin begyndelse, skal gaa et
friskt pust ud over det hele land».
Denne individuelt mangfaldige digtning har havt den
lykke ot kunne støtte sig til en kritik, som vistnok staar
høiere end i noget at* Europas øvrige lande, Frankrige und
togen. Georg Brandes er fremdeles den centrale skikkelse.
Men ved siden af ham er der dukket op ikke faa yngre,
hvoraf man let kommer til at tæste sig ved to navne, der
repræsenterer to sterkt forskjellige retninger inden kritiken
og dog mødes i sin fornemme olsidighed og fordomsfri hed,
Valdemar Vedel og Vilhelm Andersen. Disse to, der liver
har sin dybt særegne art a f kritisk begavelse, dan ner en
merkelig kontrast, medens de supplerer hinanden. De hører
begge til de mest interessante skikkelser i moderne dansk
aandsliv og giver et udtryk for, hvilket høidemaal af kultur
de sidste tredive aars udvikling har frembragt i Danmark.
212
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
