Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Litterær oversigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
M linke n Vendt:
Munken Vendt:
Men banked I paa?
«Og konen ja könen som endte saa farligt!»
seiv der, hvor hans raaheder nærmer sig gaaden.»
Litterær oversigt.
Jeg snakker! Jeg mener Jers lede.
Hvad kærer det Jer? Og et ord endnu :
nåar næste gang Didrik blir gram i hu,
da vil I faa høre en mand som tucler!
Hans ironi kan faa de kaadeste udtryk. Han efterlader Blis et par
storrudede bukser, som hendes mand faar fortolke efter behag, og bagefter
belærer han manden.
Er noget, hver eneste egtemand bør.
Saa overrasker han ingen i stuen.
Først banker han. Saadan. Saa snur han sig om
og bier en stund, til der svares : kom.
Først da gaar han lempelig ind til fruen.
Ypperlig er digterens ironiske belysning af menneskenes gjensidige
mistro, forholdet mellem deres rovdyrtrang og deres instinkt, der gjennem
skuer denne trang. Jo lavere menneskene staar, desto sikrere virker dette
Instinkt.
Dtr er en stor scene, som helt er baaret af ironien. Det er tingscenen.
Den er et eneste billede af livets spil, hvor retten danser kankan, hvor det
alvorligste alvor blir den drøieste farce. Saa fast og klar den er denne
scene, og hvor dens klarhed kaster dybe speilbilleder.
Digterens ironi nåar selve døden. Den gamle kone, der skal dø, er
afhængig af en prest, som ikke er til at flnde, og som tilsidst lader sig for
styrre af munken Vendt, saa det eneste ord, den gamle faar med paa veien
til den anden verden, er et raab fra munken :
«Hei gamle derinde,
din synd er forladt. Du kan dø iblinde.»
Presten ved tilsidst intet andet at sige, end at han intetsomheist
skjønner :
Denne ironi slaar tilsidst over i det aabenlyse angreb, i en verdensdom l
«I kjære medjamrere, hvad har vi vundet
vi børn, som slig faderømhed har fundet?
Det liv, Gud bestaar os, blir det passet til
for det, som vi kan og det gode, vi vil?
En gammel erfaring er at opad vil krybet,
mens livet det drager det nedad, til dybet.
Det hindrer os, gjør det, at komme paa fode
seiv midt i vort stræv mod det ædle og gode.
Slig er det. Og han, som har verden i vold,
ved al ting og ser det paa nærmeste hold
han retter os af til at takke for naaden,
Munken Vendt:
Paa min egen dør ?
Ung Dundaa:
Jeg kysser til slutning hans støvlesnuder.
231
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
