Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl W. Schnitler: Brygge. «L’exposition des Primitifs flamands». II (Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Brygge.
den søger det blide og følsomme. Saa gaar det nødvendigvis,
nåar man med magt vil dræbe sit eget inderste væsen og
synes at være, hvad man ikke er. I alt gaar man til en
af fortiden modsat yderlighed: var kroppene før magre og
udtærede, blir de nu smeldfede, laskede, isteragtige. Den
gamle straalende kolorit blir graalig og tør, mens man der
imod i lysbehandling gjør betydelige nye erobringer ved at
lære et nærmere kjendskab til luftperspektivet og særlig clair
obscuret, denne mægtige fremtidsmulighed. Ogsaa denne
udviklingsfase, hvis værd væsentlig blir historisk, var repræ
senteret paa udstillingen ved enkelte billeder af Mabuse, Orley,
Scorel, Pourbus d. æ., Blondeel o. fl.
Trods denne kunsts frembringelser saaledes i sig selv
har ringe værd, undtagen i portrætet, hvor der med kun
naturen for øie ydedes glimrende ting (Massys, Pourbus),
har den stor historisk betydning, idet den rigtignok gjen
nem overdrivelse førte den nederlandske kunst bort fra
den bagevje, hvori den unegtelig var kommen ind, over i
større og friere forhold, en dybere forstaaelse af menneske
legemet, mere sammenhæng og fuldt moderne frihed i frem
stillingen. Der var, straks før romanismen brød ind, af store
kunstnere som Gerhard David og Quintin Massys, der begge
væsentlig tilhører den gamle retning, søgt at reformere paa
det gamle grundlag uden radikalt brud. Det kunde sees af
Davids to prægtige raadhusbilleder (Brygge) og hans berømte
«Madonna omgiven af helgeninder og engle» (Rouen), alle ud
stillede. Ligeledes af Massys’ herlige alterverk «Gravlæg
gelsen» i Antwerpen. Her er overalt en langt større frihed
og bevægeiighed i figurer og komposition, en friere udviklet
skjøn hedssans. Det er saaledes muligt, at udviklingen
kunde gaaet uden brud, med mindre kraftspilde, om ikke
strømmen udenfra var kommet. Historien gaar sin egen
lunefulde gang.
Vi staar her ved periodens afslutning og har overblik
over dens sammenhængende udviklingsgang, som oftere er
antydet.
Siden v. Eycks tid er der egentlig ikke gjort et skridt
fremad. R. v. d. Weyden og hans skole har udvidet kunstens
psykologiske indsigt og fremstiilingsevne. Men i dette store
fremskridt laa ogsaa en fare, idet de lagde hovedvegten paa
det sjælelige udtryk og forsømte studiet af menneskeskikkel-
281
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
