Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Balthazar Schnitler: Kongens fæstemø
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kongens fæstemø.
men de blege læber var presset sammen, med et stivnet,
ukjendeligt smil, som ikke hørte jorden til.
Det lille guttebarn, som for tidlig kom og var skyld i
ulykken, laa i hendes arm yrlidet, men trygt i en mors
favn, som nok bare kunde give døden, stakkars!
Men han —, hvad företog han sig i denne morgenstund?
Mon han endnu stod nede ved baaren uden maal eller mæle
og syntes udslukt? Kun i hans øine brandt der en glød,
som kunde skræmme trold!
Thyra satte sig op, bøiede hovedet frem og lyttede. Nei!
Ingen lyd steg op til hende. Hun hørte intet uden de regel
mæssige aandedrag ifrå Gunhild og Astrid, Geiras yngre
søstre, som sov trygt i de to andre løibænke heroppe. De
sov lige godt, de; men saa havde Olav heller aldrig været for
dem, hvad han var blevet for hende. Hun havde intet navn
for sine følelsers glæde ved at se ham og føle hans muntre
sind og deilige øine ligesom lyse op i hende seiv med. Med
stolthed havde hun været sig bevidst altid at have plads næst
efter Geira i hans godhed og omsorg. Hun var jo ogsaa
betroet i hans verge som det sikreste, hendes bror, Sven,
kjendte i disse onde tider for dem.
Hvorledes skulde hun vel finde en udvei til trøst for ham
i denne sorg? Hendes hjerte slog i længsel efter her at
kunne komme ham imøde!
Ingen havde nok tabt alt ved dette kolde dødsbud som
han, Geiras egen mand, Olav Gerdske ifrå Norge, havde gjort det.
Hvor dybt betaget havde hun ikke lyttet til beretningen
om deres lykkes eventyr.
I skogene om borgen her havde Geira, som barn næsten,
med bue og pil reddet hans Jiv. Saa blev han bortført, men
vandt dog frem til sin slegt under mange sære oplevelser,
hvorunder Geira aldrig blev glemt! Intet andet maal havde
han end at vinde hende. I ti aar havde hun ventet, viss paa
hans komme. Saa var han en dag landet som navngjeten
vikingekonge, havde sendt en ring op, som Geira ved deres
første afsked havde skjænket ham. Straks havde hun kjendt
den igjen og beredt den store borg og det ganske rige-til sit
livs fest, I tre aar nu havde hun ogsaa elsket og tilbedt ham
som en gud paa jorden!
Inge» gud kunde være vakker og mandig som Olav!
Altid, nåar Thyra i dagenes løb hensank i drømme om det
357
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
