Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jean Finot: Frankrig, England og det europæiske anarki - IV. Voldgift i Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frankrig, England og det europæiske anarki.
opfyldt af de samme tanker. Mirabeau udtalte i sin tale i den
konstituerende forsamling den 25de april 1790: «Vi er ikke langt
fra den tid, da friheden, uden modstander herskende over de to
verdener, vil realisere filosofiens haab, idet den befrir menneske
slegten for krigens forbrydelse og proklamerer evig fred.»
Lafayette og seiv Robespierre strøg i overensstemmelse med
Lamartine ordet krig af den trosbekjendelse, de tilbod nationen.
Da krigen senere brød ud, sagde han, at revolutionen allerede
havde udartet.
Den 14de mai 1790 erklærede endog forsamlingen ophævelse
af al krig.
Der var uden tvil en skjæbnesvanger modsigelse mellem disse
haab og de krige, som fulgte. Alligevel laa der ønsker om fred
i luften. Om vi end ikke kan anerkjende sandheden af den ud
talelse, som en af de napoleonske historikere kommer med, at kei
seren intet høiere ønskede end fred og kun blev tvunget til
krig ved nabostaternes truende stilling, maa vi dog ikke glemme,
at selv i denne periode af krige å oatrance, viste der sig frede
lige tendenser hos mange af tidens franske skribenter. Vi maa
huske Fouriers planer (1807), der ventede en almindelig fred
som resultatet af sine kommunistiske lærdomme. Saint Simons
skole prædikede ligesom dens grundlægger (1814) nationernes
broderskab. Pierre Leroux’s arbeider (1827) til bedste for
den internationale føderations sag gjorde et sterkt indtryk
paa Europa, for ikke at tale om digterne Béranger (La sainte
alliance des peuples), Lamartine (Marseillaise de la paix) og
Victor Hugo med sit program som præsident for den første freds
kongres i 1849: «Lad os sætte voldgift i stedet for slag.» Samme
aar var Bouvet dristig nok til at fremsætte forslag om almin
delig afvæbning i nationalförsamlingen. Han fremholdt, at en
kongres burde afholdes i denne hensigt, som ogsaa kunde optage
voldgiftsspørgsmaalet og de praktiske midler, ved hvilke man kunde
faa den anerkjendt af magterne, til behandling. Forsamlingen var
ganske gunstig stemt for talerens idéer ogopnævnteen kommission,
hvis udtalelser ligeledes faldt til gunst for Bouvets forslag, men
som af let forstaaelige grunde ikke fandt, at Frankrig med held
kunde tage initiativet i denne sag og skaffe den Europas tilslutning.
Under presset af den offentlige opinion gjorde fredstanken
skjønt stadig tilsidesat, om end ikke foraglet af regjeringerne —
en glimrende entré paa Pariserkongressen i 1856. De repræsen
terede magter anerkjendte paa den voldgiflsprincipet, længe før
383
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
