Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Ny-norsk litteratur i europæisk belysning. I. Fra Holberg til Wergeland (Den nye nord-europæiske renaissance)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny-norsk lileratur i europæisk belysning.
Norge, som var det sjette og det nordligste af de lande,
der vendte ud imod Atlanterhavet, var begyndt at tåge aktiv
del i den nye verdenshandel. Nordmændene, som i den
gamle sagatid havde vist en overordentlig ekspansiv kraft og
grundet norske nybygder paa de britiske øer, Island, Fær
øerne og Grønland, foruden i Frankrig og lige til Sicilien, og
som først af alle europæere var naaet frem til Amerika og
havde gjort Atlanterhavet til sit hav mere end noget folk
før dem, nordmændene var atter begyndt at blive et første
rangs sjøfolk og at gjøre brug af sin vel udhuggede facade
til Atlanterhavet og Nordsjøen.
Da Wergeland og Welhaven fremtraadte, var Norge i
kraft af det attende aarhundredes fælles-europæiske kultur
arbeide blevet som et nyt land, beboet af et nyt folk. Den
norske fjeldnatur, som paa Holbergs tid endnu var nærmest
nedslaaende ved sin goldhed, var gjennem den nye vesteuro
pæiske digtning og malerkunst bleven ligesaa forvandlet,
som om den var opstaaet fra en syndflod som ny jord. Hvad
der endnu paa Holbergs ticl var hæsligt, var bleven herligt
og skjønt. Rousseaus syn paa Alperne og paa hele den
«frie» og utæmmede natur, faldt som et nyt forklarende lys
over de norske tjelde. En større og større del af folket blev
som helbredet efter en lang blindhed. De «vilde» og ligesom
lidenskabelige former i naturen føltes, ikke uden grund, som
udtryk for vældige naturkræfter. Og da menneskene var
begyndt at sympatisere med naturen og føle dens kræfter
som fr i hed ens og den uskyldige renheds kræfter, blev
alle udtryk for vældig naturkraft skjønne eller sublime. Alt
det fritvoksende og vildtvoksende og selvvirksomme i naturen
fik en ny og betagende skjøn hed som beslegtet med den
menneskelige trang til fritvoksende liv. Det uskyldige ved
dyrenes og især ved planternes verden føltes som en sugges
tion i retning af at gjøre menneskenes liv uskyldigt og rent,
Af alle den nye renaissances store naturlyrikere har ingen
udtrykt følelsen af naturen som en kirke eller et tempel,
hvor man uvilkaarlig blir renhjertet og kjærlig stemt mod
alle, med en saadan vidunderlig livsfylde som Wergeland.
Ingen har atter og atter gjentaget den samme tanke méden
saadan rigdom paa variationer og en saa utrættelig friskhed.
Ingen har vel i den grad følt naturen som det gjenfundne
paradis. Han betoner det udtrykkelig (i «Mennesket»), at
441
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
