Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gustav Bang: Socialdemokratiet i Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Socialdemokratiel i Danmark.
Jevnsides hermed er gaaet en sterk vekst i fagforenin
gernes medlemstal. Endnu i aaret 1893 kunde tallet paa de
organiserede arbeidere neppe regnes til mere end 35 000,
medens det nu er naaet op til omkring 100 000. Det er for
holdsvis mere end i noget andet europæisk land, seiv Eng
land ikke undtaget. I det store gjennemsnit staar noget
over tre fjerdedele af de mandlige og noget over en femtedel
af de kvindelige industriarbeidere som medlemmer af fag
foreninger. Karakteristisk for halvfemserne har særlig den
sterke organisationsbevægelse været blandt arbeidsmændene
{the unskilled workmen), en arbeidergruppe, der i alminde
lighed paa grund af hele dens flydende karakter er saare
vanskelig at bringe ind under organisatoriske rammer.
«Dansk arbeidsmandsforbund» tæller op imod 30 000 med
lemmer, som udgjør en afdeling under «De samvirkende
fagforbund». Hermed er faren udelukket for den adskillelse
mellem faglærte og ikke-faglærte arbeidere, som andetsteds
har vist sig saa skjæbnesvanger.
Det praktiske resultat af fagforeningsbevægelsen har
været en uafbrudt række forbedringer af arbeidsvilkaarene.
Arbeidstiden er dalet og arbeidslønnen steget. I 1872 reg
nedes den gjennemsnitlige daglige arbeidstid til 11,3 timer,
i 1899 kun til 10,1, og siden har der været yderligere ned
gang. I løbet af de samme 27 aar steg den gjennemsnitlige
timeløn fra 19,9 til 35,5 øre, en stigning af næsten 80 procent.
Seiv om endel af denne fremgang maa skrives paa de sti
gende konjunkturers regning, er det dog udenfor al tvil, at
den store hovedmængde aldrig vilde være vundet uden arbei
dernes egen planmæssige organisation. Samtidig har arbeids
forholdet i flere fag udviklet sig sterkt i retning af industriel
parlamentarisme, med verkstedklubbens repræsentant og
fabrikanten som jevnbyrdig forhandlende parter. Betydelig
moralsk virkning øvede det, da loven af 1899 om voldgift
i arbeidsstridigheder gav fagforeningen en slags officiel aner
kjendelse som et fast led i det offentlige liv.
Fra bourgeoisiets side har fagforeningsbevægelsen selv
følgelig mødt den skarpeste modstand, og til de økonomiske
motiver har her kjedet sig politiske. Man har havt en ganske
rigtig følelse af, at fagforeningen skjønt formelt uden
politisk program dog havde en overordentlig stor politisk
indflydelse, som skole for socialistisk bevidsthed, som den
157
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
