Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Danske profiler. I. Johannes Jørgensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Danske profiler.
og arkitektonisk skjøn hed er vel den, der bunder dybest i
Jørgensens sind. Men hvor ofte desværre føler man,
at just den karakteristik, Jørgensen i de citerede ord giver
af moderne kunst, «hvis publikum er menneskeligt(!)», passer
paa hans egne mariafarinaduftende helvedsnovelletter. Hvor
ynkelig tillært lyder ikke hans forklaring og forsvar, nåar
han taler om afladen hvor uappetitlig virker ikke hans
begeistring for Heinrich Suse, dette omvandrende lusebeite
hvor tam og klangløs er ikke hans beskrivelse af munke
nes lod : de nyder dog, alt iberegnet, etslags borgerligt velvære!
Stakkars Jørgensen han stod engang høit i taarnet,
og han er, efter sin egen læres lov, blevet haardeligen for
nedret, Én trøst har han: det kan ikke betviles, at hans
bøger har fundet stor udbredelse baade i Danmark og i Norge.
En andagtsbog er en andagtsbog. «Publikum er heldigvis
ikke dybtseende.» Jeg har fundet «Livsløgn og livssandhed»
som underholdning for stølsjenten oppe i en afdal i Søndfjord.
«Den hellige ild» synes mig allerbedst at betegne den
triste tilbagegang hos Jørgensen. Giovanni Colombinis hi
storie skulde kunne givet en utvilsom koloristisk begavelse
af Jørgensens rang et taknemmeligt materiale. Et middel
alderligt maleri, hvor man saa den religiøse ekstase, denne
blanding af angst og begeistring, af helvedfrygt og af længsel
mod den uopnaaelige skjøn hed, drive menneskene til et liv
i den haardeste forsagelse, medens deres eget kraftige og
blodfulde jeg begjærede at mættes ved livets gilde, der lød
saa larmende i deres nærhed, maatte være en saare inter
essant opgave for en kunstner, der seiv mener at være gjen
nembævet af «den hellige ild». Joh.s Jørgensen har imidler
tid savnet kraften, det brede penselstrøg, de sterke lys
mættede farvetoner. Værre endda: hvor man beder om liv,
faar man snak. Denne Golombini holder mange taler, de
samme om igjen, kjendte taler, kun svagere end Jørgensens
engang var. Disse ulastelige, men kjedelige sætninger har
tabt den skjære metalklang, som var Jørgensens egen. Sjelden
har Jørgensen som digter saaledes veget rang og sæde for
prædikanten. Særlig uheldig har Jørgensen været i sin be
nyttelse af legenden om den spedalske, som Colombini bringer
hjem og pleier, og som viser sig at være Jesus, efterladende
en duft af «rose, lilje og viol tilsammen». Hvor ypperlig er
ikke den samme legende benyttet af Flaubert i «Saint Julien
221
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
