Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. E. Sars: Samling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. E. Sars.
Samling.
fra alle overhøihedstanker, til at holde fast ved unionen, er
altid et haab, mere eller mindre bevidst, om, at unionen skal
kunne udvikles til noget mere, et Stor-Skandinavien, hvori
Sverige selvfølgelig forudsættes at ville spille den domine
rende rolle. Naar det blir klart erkjendt, at dette haab er
kimærisk, at man fra norsk side holder urokkelig og enig
fast ved selvstændigheden, vil begge folk enes om at opløse
i al venskabelighed ethvert baand, som generer eller for
ulemper den ene eller den anden part, seiv om unionen
skulde ryge istykker derved.
Til at fremme denne erkjendelse har udentvil det norske
folks offervillighed, hvor det gjaldt landets forsvarsvæsen,
været meget nyttig. Og dertil vil vistnok ogsaa den norske
regjerings og det norske stortings optræden i voldgiftssagen
vedkommende de omstridte grænseforhold nede ved Hval
øerne yde sit gode bidrag. Det har været ganske morsomt
at iagttage det indtryk, denne optræden bar gjort i Sverige.
Man var nok, ser det ud til, forberedt paa, at den svenske
rigsdags beslutning i sagen ikke vilde blive tiltraadt fra
norsk side; men at den skulde blive afvist paa en saadan
næsten haanlig maade, af begge statsmagter, enstemmig,
uden debat, uden et ord til forklaring, det har virket som
en overraskelse. Der er virkelig ogsaa noget overraskende
derved. For endel aar tilbage vilde en saadan enig optræden
vistnok have været utænkelig; der vilde da altid have været
praktiske mænd, som vilde have fundet leiligheden god til
at tale maadeholdets sag og været villige til at slaa af paa
principerne for fredens og den gode forstaaelses skyld. Det
er en glædelig begivenhed, et vidnesbyrd om aandig vekst,
som opveier det bedrøvelige indtryk af bare-forhandlings
ropene itjor og den naragtige skrigen-op over grænsefæst
ningerne, som om det var meningen, at vi skulde marschere
med dem i spidsen ind i Sverige.
Fremgangen er ikke jevn og gaar ikke i en lige linje.
Man blir af og til træt, forstemt, og stanser eller viger af til
siden. Men de magter, som driver frem paa den af venstre
indslagne vei i unionspolitiken, viser sig altid til syvende og
sidst at være de sterkeste.
273
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
