Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alexander Bugge: Et lidet bidrag til naturfølelsens historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et lidet bidrag til naturfølelsens historie.
tysk. De har kun sit sidestykke i kelternes digtning, hos
de mænd, som skrev «Sange om sommer og vinter».
Der gik atter aarhundreder. Riddertiden var kommet;
normannerne havde erobret England. Kelterne var trængt
ud til de yderste uveisomme halvøer, Wales, Cornwal og
Rretagne. Men kjærligheden til sang og digtning levede lige
fuldt. Til harpens klang fremsagde eller sang barderne frem
deles sine digte om had og elskov, om trofast kjærlighed,
om menneskenes liv ude i naturen. De kymriske og breton
ske barder flakkede viden om og blev modtaget med glæde
i ridderborgene og ved fyrstehoffene baade i England og
Frankrige. Meget af det mest yndede romanstof i middel
alderen fik gjennem dem indpas i Vest-Europa: Sagnkredsene
om kong Arthur og ridderne ved det runde bord, om Tristran,
om Lancelot, om Percival o. s. v. Men der kom ogsaa nye,
vegere og ømmere toner ind i poesien, af fuglesang og lok
kende melodier fra naturen og de dybe skoge. Meget af det,
som folkevisen indeholder af naturstemning, skyldes visselig
paavirkning fra kelterne.
Paany skulde et halvt aartusen gaa. Rousseaus ideer,
hans krav paa at menneskene skulde vende tilbage til na
turen og hans skrifter havde givet menneskene et nyt syn
paa naturen, lært dem at elske naturen i dens oprindelighed
og jomfruelige überørthed. Da udgav i 1760 skotlænderen
James Macpherson «Ossians digte». Ingen digte i samtiden
gjorde tilnærmelsesvis et saa dybt indtryk. De blev, saa at
sige, alle følsomme menneskers evangelium. Goethe lader
den unge Werther skrive: «Ossian har i mit hjerte fortrængt
Homer. Hviiken verden den herlige fører mig ind i! At
vandre over heden, omsust af stormvinden, som i dampende
taager bærer fædrenes aander i maanens dæmrende lys, at
høre fra tjeldet, i skogstrømmens brus, aandernes jämren i
sine huler og veklagerne fra møen, som græmmer sig til
døde ved de fire mosgrodde, græsdækkede stene over den
ædle faldne, hendes elskede!» Der hviler ikke over de egte
Ossian-sange, som Macpherson bearbeidede og omdigtede,
det slør af mystik som over Macphersons digtning. Men
det, som greb Goethe og hans samtid ved Ossian, stammer
alligevel ikke fra Macpherson seiv, men er netop det, som
præger al keltisk digtning, kjærligheden til naturen og men
neskets liv i den jomfruelige natur. De egte Ossian-sange
307
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
