Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bredo Morgenstierne: Partierne og unionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Partierne og unionen,
ligeberettigelse med vor unionsfælle det er og har praktisk
talt altid været alle norske partiers fælles platform. Ja, man
kan vel gaa et skridt videre og sige, at enigheden i stort
seet ogsaa omfatter et fast og kraftigt forbund, i det mindste
et forsvarsforbund med Sverige, idet det vel tør siges at være
en forsvindende minoritet, som ikke anser et saadant ønske
ligt. Meningsforskjellen skrumper saaledes ind til at gjælde
det i forhold til en stats hele tilværelse mindre vigtige, men
dog ganske vist i sig seiv betydningsfulde spørgsmaal orn,
hvorledes dette forbund bør være organiseret, eller, om man
vil, om det overhovedet skal være organiseret, d. e. udstyret
med organer, eller ikke. Skal unionen være et statsretsligt
forbund i sine grundlinjer som det i 1814 stiftede eller blot
en folkeretslig alliance som «tremagtsforbundet» etc.? Det
er vel nærmere beseet stridens gjenstand.
Venstre, eller den del af partiet, der slutter sig til og
drager konsekvenserne af Sars’s grundsyn, foretrækker det
sidste, høire det første. Høire mener, at en uorganiseret
alliance ikke giver nogen tilstrækkelig betryggelse for rigets
ydre sikkerhed og dermed følgende indre arbeidsfred. Skulde
de to stater ogsaa i ledelsen af sin udenrigspolitik staa helt
uafhængige af hinanden, vilde der aabnes rum for fremmede
magters intrigespil og for gjensidig mistro og bitterhed, som
vilde kunne medføre fare for alliancens bristning, just nåar
der var sterkest behov for den. Det er for høiremænd en
uforstaaelig tale, at det skulde være noget nedværdigende,
det være sig for Norge eller for Sverige, deri, at de to stater
med bibehold af sin suverænitet og paa den hilde ligestillet
heds grund enes om et i n stitutionsm æssig sikret
fællesskab i krig og fred og den dermed følgende uden
rigspolitik, og man mener inden dette parti, at minimum
af de hertil nødvendige fællesorganer er et fælles kongehus
og et fælles udenrigsministerium, saaledes som rigsakten
for udenrigsstyrets vedkommende visselig i en yderst ufuld
kommen form har indstiftet dem. Og det er vel ikke for
meget sagt, at mangfoldige gode fedrelandsvenner i begge
riger finder, at tiderne maner til samhold og ikke til split
telse. Tidens sterkeste strøm fører mod sammenslutning og
solidaritet; opstykning og separatisme er en bagevje. Lad
være, at Chamberlain tog munden for fuld, da han nylig
spaaede smaastaternes undergang. Sikkert er det, at vor
399
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
