Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson: Karl Keilhau
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson.
Skal jeg tægne ham, maa jeg ta ham i hans yrke; faa har
været det inderligere hengiven. Han var journalist, før han
blev student; om han var biet gammel, vilde han have været
det, saa længe han kunde. Han var «født» journalist. Inden
det omraade, som var hans, gjænfortællingens, øjebliksfotogra
fiets, udlæggingens, intryksamlerens for dagen, var han helt for
trinlig; udenfor det maatte han ikke gjærne komme. Hans
godmodige og fredsæle sind laa ikke for det daglige kjævl som
partibladet kræver; han besørgede det nok, nåar det maatte til,
men ikke gjærne og ikke med den glans, som det andet. Paa
samme maade med det stoflig tunge, som skulde udredes i
anskuelig, kort form ; han gjorde det, men ikke med lyst.
I det mindre og begyndende dagblad, som blev hans
virkeplass, maatte han imidlertid ta fat i mere end som laa
helt for ham, og det har voldt, at ikke alle skjønte, hvad for
en ypperlig journalist han var. Han dømtes ofte efter det,
som ikke laa for ham.
Han var saa helt igjænnem journalist, at jeg sjelden har
truffet nogen i den hele skare af bladmænd, som det blev
min lod at lære at kjænde, jeg har sjelden truffet nogen,
hvem det var saa rent umuligt at se anderledes paa hvad som
helst, der förekom, end som journalist. Han tog nætop det
af ethvert æmne, som laa færdig for journalistisk brug. Han
snuppet det af, saa det blev kort nok, haandterte det, til det
fik svingen og smælden. Om en anden gjorde saa i hans
nærvær, gned han sine hænder af fryd og sa : «dette maa vi
ha!» eller: «kan vi ikke faa det?» eller: «det er skade, at ikke
sligt kan trykkes!»
Han ejet aarvaagen komisk sans og en lykkelig evne til at
karakterisere; disse arbejdet godt sammen. I samtalen gav
lian helt kostelige billeder af sine lærere fra skolen og univer
sitetet, af slægtninge, af byens originaler, af fremtrædende
mænd og kvinder. Han raadede over et udsøgt galleri af
stortingsmænd, som han havde samlet sammen under ord
skifterne. Han havde fra samtalerne med gamle Christian
Friele, der satte pris paa Karl Keilhau og søgte ham stadig,
en samtidens historie i anekdoter. Det var i det hele for
underligt, hvad han altsammen havde faat at vide paa første
og anden haand. Alt dette har gaat tabt med ham, fordi han
savnet tid og lejlighed; han døde før han fik det.
Hon ærede retskaffen færd. Naar jeg sætter en saadan
458
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
