Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Kjær: Smittekilden - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det bedste, seiv om vi ikke har kunnet
sænket hoved og betragtet sine negle.
Smittekilden.
lighed paa, hvad jeg har sagt, Jeg har liden lyst til at ude
lukke nogen jeg haaber til Gud, at det ikke er min pligt
men, unge ven, om De ser mange ufuldkommenheder her,
som indbyder til kritik, saa husk, at jeg og vi alle har villet
. . . Sig saa til Deres kamerater, at de kan erlægge sin
mulkt paa skolens kontor . . . mine gutter skal ikke møde
Bjelke var hed om øinene, og en tyk klump laa ham i
halsen. Han vilde sige noget, han vilde vise, at pastoren i
dette øieblik havde vundet hele hans hengivenhed, men han
fik kun til et fattigt stangende buk i døren.
Bestyreren reiste sig, han havde hele tiden siddet med
Han traadte hen og sagde: «De tillader, herr pastor, at
jeg lykønsker skolen og os begge med en bra og trofast
elev.» De trykkede hin andens hænder.
Bjelke gik ikke tilbage til sin klasse. Timen var
snart ude. Han befandt sig i et besynderlig ophidset vild-
rede, og han spurgte idelig sig seiv: Hvad skal jeg nu gjøre?
Hvad skal jeg nu gjøre?
En såar ømhed for den gamle mand havde bemægtiget
sig ham. Han saa igjen de dirrencle hænder foran sig. Nu
kunde han ikke leve i opposition længer nu kunde
han ikke sige til Draugen: Du med pligtens plebeiermerke
paa din pande . . Overmodet var trukket ud af ham, og han
förnam det som et tomt hui, hvor det havde siddet.
For første gang havde han truffet en hindring, som var
uovervindelig, fordi han ikke forstod den, for første gang
stængte den gråa skodde for hans unge letsind . . .
Det var aldrig faldt ham ind at sammenligne sig med
de andre. Der var flere dueligere end ham, men det kom
af arbeide. De sled seigt, til de forstod og kunde . . . han
kjendte sig bestandig fri, fordi alt var saa let, saa let og saa
lidet magtpaaliggende. Og nåar nogen af kameraterne var
stedt i tvil og gjerne vilde meddele skrupler, betragtede han
dem med hoverende undren: vilde man ikke tro paa en ting,
for politiet . . . .»
465
kunde man jo tvile
Nu faldt paa én gang den tanke ham ind: De aindre er
kanske bedre ? De gjør i alvor, hvad de gjør . . . . han
huskede Geiranger og aanden, som vilde tilbunds . . . De
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
