Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giovanni Verga. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
Giovanni Verga er født i Catania 1840. Hans første bog
er Una peccatrice. Den kom 1866; han var altsaa da en
25 aar. Det er en historie om kærlighed, om dens fortærende
brand og om dens lede: En enkes eneste søn, en fattig
student som skal op til eksamen, ser en dame paa gaden,
og kærligheden fænger i ham, slaar tilsidst ud i fysisk syge.’
Men den skønne, en gift komtesse, som hver dag fordrer et
parfumeret bad til 10 fres., ligesom hos M uss et i hans
Confessions, har allerede en elsker. Studenten sidder nat
og dag paa en bænk udenfor hendes villa, udspeider hendes
vaner og hvem der kommer paa besøg, i syg tørst efter at
la sig pine en lignende situation som den i Mussefs bog.
Men saa river han sig løs fra bænken, kaster sig ud i et
vildt liv for at døve sig, søger ud blandt gadens pøbel ; og
her er der af og til en naturalistisk kraft i skildringen, f. eks.
av maskeradeballet hvor han tilsidst skriker paa en folke
dans istedenfor den aristokratiske vals. Hun reiser til Ne
apel ; han reiser efter, lager et drama som gør lykke. Der
ved vinder han hende, og hun forlader sin greve. De lever
i overmaal av lykke ved Neapels herlige golf, flytter saa til
båge til Catania med sin elskovs-rus. Men her viser hans
kærlighed sig at være sprød og skør: mandens liv er ikke
udelukkende kærlighed; —vi maa ialfald gaa ud og se folk,
siger han. Og saa begynder hendes uro og skinsvge mod
hans slægt og venner. Det hele ender med hendes fuldstæn
dige erotiske ekstase; hun tar opium og dør. Han ender
som en fillepoet, som paa bestilling lager fødselsdags-digte i
provins-byen.
En bog, som idag er uden særpræg mer. Ikke engang
glosevrimlen er der, som i hans senere værker, ingen egen
artet nuance at fornemme i sprogets brug. Der er ingenting
længer ved den bog, som vil sikre den selvstændigt liv i
literaturen ; kanske det ikke er Verga’s skyld alene, men
heller den uendelige række fortællinger og dramaer over lig
nende emne som har forvoldt det. Idag virker den ialfald
avlægs. Den virker saa ogsaa rent ytre, som er den tids
roman-skablon ; den er tildels stillestaaende, der er uendelige
indledninger; han snakker til den «velvillige læser» og bruger
«vi»; der er en mystisk beundring for helten, en kultus som
indhylder ham med samt hans psychologi i eventyrets taake
han er ædel, ulykkelig og ædel ! for forfatteren folger ham
480
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
