Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Givskov: Kina og Frankrige. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kina og Frankrige.
ved at komme frem, der lader folk indskrænke anfallet af
sine børn. Og aarsagen til vanskeligheden er den samme
i by som paa land, den nemlig, at adgangen til jorden er
negtet arbeideren, der i stedet herfor faar sin taalmodige ryg
overlæsset med skatter. Vi saa i forrige artikel, hvorledes
en mand i Kina kan komme frem med et par kroner i sin
lomme, lige meget om han ønsker at begynde for sig seiv
som industridrivende, eller han vil leie en mark og plante
ris. Men hvor er der en plads for en saadan mand i Frank
rige? Der er industrien monopoliseret, som jorden er det.
Hvor skal en saadan mand faa jord fra, nåar den koster
5—7000 frc. pr. hektar, hvor skal han kunne begynde som
industridrivende, nåar toldskatten fordobler og mangedobler
priserne paa alle raastoffe og alt verktøi, medens prisen paa
maskiner ganske umuliggjør ham blot at tænke paa an
skaffelse af saadanne. Der blir da i byerne kun to klas
ser: overklassen og proletarerne, og paa landet, hvor smaa
industrien endnu drives og delvis trives i smaabondens
hytte, har denne forlængst indseet, at skal han være istand
til at skaffe jord til sine børn, da kan han kun gjøre det
ved at have blot én søn.
Endnu blot et eksempel paa, hvorledes «regjeringens
uvidenhed og forsyndelser er skyld i folkets ulykke». Den
strenge vernepligt og den evige frygt for indkaldelser under
en revanchekrig mod Tyskland bidrager ogsaa noget til at
indskrænke barnefødslernes antal, fordi ikke saa faa mænd
af den grund venter med at stifte familie, til de er over 35
aar gamle.
Alt ialt er der saaledes kun én klasse, der formerer sig
rigelig i Frankrige, proletarerne og de dem nær staaende
«métayers». Saa snart en mand har hævet sig op over pro
letariatet, tvinger selvopholdelsesdriften ham til at give af
kald paa den luksus at have en børneflok omkring sig.
Kun proletarerne kan tillade sig denne luksus, fordi de intet
kan spare sammen alligevel. Er dette ikke forklaring nok
paa nationens dekadance? Er dette ikke en positiv «survival
of the unjittest»? De besiddende klasser, der kunde avle
sunde legemlig og aandelig kraftige børn, vedligeholder sig
væsentlig ved tilfældig tilgang fra proletariatet eller fra ud
landet. Og proletariatet, ja deres kaar er det bedst at tale
saa lidet om som muligt. Gaa til Roubaix eller Tourcoin,
533
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
