Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Yngvar Nielsen: I de danske skuespilleres dage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I de danske skuespilleres dage.
Men tildels kunde de mødes, og i mange tilfælde supplerede
de hinanden.
Det var uforglemmelige stunder, nåar disse to interes
sante personligheder udvekslede sine ungdomsminder. Der
var dramatisk liv over deres fortællinger. Thi Ole Bull eiede
ogsaa meget af skuespillerens evne. Han kunde skildre og
sætte sine tilhørere ind i alle situationer. Som de to talte
og grebes af sine egne minder, besørgede de tillige seiv latter
og bifald, en blanding af skuespillere og tilskuere. Var
Hartvig Lassen tilstede, saa kunde han tale om trediveaarenes
Bergen, og dermed vældede frem for os andre hele det for
underlige, spillende, originale folkeliv fra Bergens gader
mellem 1820 og 1850. For mit vedkommende havde jeg paa
forhaand en ramme om det hele, gjennem min moders for
tællinger fra sit barndomshjem, hvilke jeg efter et besøg
i Bergen sammen med mine forældre i 1854 endmere havde
kunnet fæste i erindringen. For mig blev disse aftenstunder,
nåar det gamle Bergen passerede revy, som en fest.
Endregaarden og Løsebrødet, det var navnene paa to
af de mange bergenske originaler fra gaden, om hvem Ole
Bull havde meget at fortælle, og som han kunde gjengive til
punkt og prikke. Han viste os dem mod en baggrund af
hele Bergens livlige ungdom og med et publikum paa gale
riet, af de mere velstillede originaler. Biskop og stiftamt
mand, selve den store Christie, han tog dem alle med og
lod os se dem baade til høitid og til hverdags, bagfra ikke
mindre end forfra.
Jeg mindes ham kanske bedst, som han gjengav en af
sine yndlingshistorier: den gamle stiftsprovst sidder ensom
i den sildige aftenstund. Det banker forsigtig paa vindus
ruden, og idet denne aabnes, titter et graadigt klokkeransigt
ind: «Hr. stiftsprovst! no har vi han.» Det var menighedens
bedste Ug, der længe havde unddraget døden og geistligheden
sin tribut, men nu omsider havde bukket under og var hjem
falden til graver, klokker o. s. v.
Lucie Wolf havde maaske ikke seiv seet Endregaarden
og Løsebrødet. Men ialfald kjendte hun af en frisk tradition
disse merkelige «historiske personligheder». Hun tilhørte
fra sine barneaar et andet lag af det bergenske samfund end
det, hvori Ole Bull hørte hjemme; om han mere havde seet
Bergen ovenfra, saa havde hun staaet mere umiddelbart oppe
545
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
