Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Mathiesen: Den første januar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sigurd Mathiesen.
om nogle minutter. Mit legeme gjennemsittredes af en klam
og angstfuld mathed.
Verdens sidste dag var inde. Alt levendes ophør.
Den smukke Antoinette gik ved min side. Prestens
datter. Hun havde hans sterke, hovmodige underlæbe. Den
fik iaften en stolt og udfordrende tryghed for mig. Som nåar
hendes far stod paa prækestolen og manede sin sløve menig
hed til gudsfrygt og tugtigt levnet. Jeg forundrede mig saare
over, at han overhodet kunde æde og drikke, nåar han var i
selskab hos min bedstemor.
Men Antoinette var min ven, min søde hemmelighed,
trods hun var et helt aar ældre end jeg. Hun sad paa
kjælken med hodet i min arm. Jeg kjendte det rislende
salighedsgys af den susende fart og hendes deilige legeme.
Vi skred jo lige ind i en jublende evighed.
Endnu igaar kunde jeg glæde mig derved. Men ikvæld
sad jeg der ikke længer. Den vinterlige stjernehimmel var
over mig. Jeg frøs væk. Jeg kjendte hende ikke mere. Jeg
kjendte intet uden rædselen.
Aa se et stjerneskud! sa hun og stansede.
At hun turde nævne ... Jeg stod med aaben mund
og stirrede paa hende. Mine tænder klaprede. Jeg kunde
ikke længer beherske mine lemmer.
Fryser du? Lad os skynde os. De andre er ogsaa
langt foran. Hun greb moderlig min haand.
Der var en selsom styrke i den, som jeg klamrede mig
til. Men mine ulykkelige tanker vedblev at kredse om det
forfærdelige øieblik. Langt foran. Vi var ganske alene i
det mørke øde. Og i næste sekund blev himlen en kobber
hvælving. Uden Gud, uden barmhjertighed. Jeg turde knapt
puste. Hørte mit hjerte hamre i den hvide vinterstilhed .. .
Ved prestegaardsskillet forlod hun mig. Og jeg hørte
hendes knirkende skridt fjerne sig henover den krumme,
mørke veistribe. Jeg var fuldstændig alene.
Jeg skyndte paa. Men jeg naaede ikke de andre igjen.
De sad vist alt hjemme i bedstemors lune dagligstue og
stoppede sine lange piber. Jeg hutrede og løb stykkevis
Kjælken agte imod mine lægge. Engang snublede jeg og
blev liggende paa knæ. Jeg hørte et knald. Saa flere spra
kende lyd, som nåar raketter futter af.
Nu var det over mig.
564
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
