Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andr. M. Hansen: Tidens tanker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tidens tanker.
maatte sligt engang været almindeligt hvad man ikke ser
spor til.
1 virkeligheden har nyere undersøgelser vist, at netop
hos de «exogame» folkeslag er det en naturlig ting, at kjøde
lige søskendebørn, nåar søskenderne er af forskjelligt kjøn,
gifter sig, ja at dette just er regelen saa indavl blir det
her ogsaa. Og omvendt er skrækken for giftermaal mellem
to, som har samme navn eller tilhører samme totemklasse,
lige stor, som om det var nærmeste blodslegtskab. Og dette
seiv om de aldeles ikke har vokset op sammen. Dette kan
ihvertfald ikke kaldes instinkt,
Et merkeligt forsøg paa at løse denne gaade ligesom i
det hele at bringe de brogede egteskabsskikke i sin helhed
ind under en fælles forklaring, i harmoni ikke blot med den
historiske udvikling, men med menneskets hele aandelige
bygning er nylig gjort af E. Crawley (The mystie rose.
A study of primitive marriage. London 1902).
For at forklare primitive skikke, hævder han med fuld
ret, maa man ikke gaa i gang med juridiske spekulationer
om Mutterrecht o. s. v. Man kommer heller ikke med nogen
forklaring ved at tale om instinkter, hvor det ikke dreier sig
om übevidste forhold eller direkte sanseindtryk. Det gjælder
saavidt muligt at sætte sig ind i den mest primitive natur
opfatning, der er saa elementære udslag af menneskets natur
lige reaktion mod omgivelserne, at man vil finde spontane
minder om den hos det mest civiliserede.
Det er da et forhold, som alle, der virkelig har levet
med vilde, har faaet det sterkeste indtryk af, det er den
uendelige utryghed, de gaar i. Saaledes som f. eks. Knut
Dahl skildrer australieren, kommer det stadig igjen:
«I stadig knugende frygt lever urmennesket, i evig ræd
sel for onde magter, som han føler er om sig og ikke kan
klare. Seiv paa sin egen stammes grund er han ikke tryg,
i nattens mørke, nåar bare leirilden blaffer og stjernerne
tindrer over, da sidder han var og med opspilte sanser.
Hvert suk i skogen blir til susen af en ond aand, der farer
om, hver ildflue blir til gloende øine, hver uvant lyd i
natten blir til stemmer og trin af djævle, der lusker om leiren.
Jeg har ofte seet rædselen i disse folk stige høiere og høiere
med hver uforklarlig lyd fra skogen, seet dem stirre spørgende
paa hinanden i forfærdelse over det uforklarlige ligesom mørk-
581
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
