Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. Michelet: Striden om professorposten i teologi - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Striden om professorposten i teologi.
Saaledes blir det forstaaeligt, at vore grundtvigianere,
som skulde være allermest uenige med dr. Ording i hans
sakramentopfattelse, dog fortrinsvis optræder til hans for
svar; omvendt ser man som dirigent for et lægmandsmøde,
som overhovedet kun modstræbende lader Klaveness og
Ording faa ordet, en mand som provst Schiørn, som i 1865
seiv optraadte til fordel for en sakramentopfattelse, der meget
lignede Ordings, og ikke kan have forandret sin anskuelse
før i den nyeste tid.
Over den hele strid hviler der saaledes en uklarhed,
som ikke er uden sine alvorlige moralske betænkeligheder.
Men i realiteten dreier striden sig om den «nye» teologi.
Forholdet mellem den raadende ortodokse kirkelighed
og den nye teologi kan udtrykkes saaledes, at den sidste
betegner et livets gjennembrud af de stivnede, forældede og
heller ikke altid fufdt kristelige gamle former.
Det er nemlig noget ukristeligt, nåar pietismen og orto
doksien viser sig tilbøielig til at betone from heden eller ret
troenheden saa ensidig, at de ser gjennem fingre med
kristnes slappe moral. Og selvsikker dømmesyge er lige
ledes ikke «kristelig», seiv om den saare let kan følge med
den samfundsmæssige «kirkelighed». Ortodoksiens intel
lektualisme miskjender ogsaa, at i kristendommen er, nåar
alt kommer til alt, læren efter det ny testament kun midlet,
medens livet er maalet; den er i høi grad tilbøielig til her
at forveksle middel og maal. Paa katolicerende vis lægger
den, nåar det gjælder troen, den afgjørende vegt paa tileg
nelsen af den rette kirkelære. Og for at opnaa den rette
uniformitet i læren nødes den, ligeledes paa katolicerende
vis, til at øve et i virkeligheden ukristeligt pres paa den per
sonlige overbevisning indenfor sit samfund.
I kampen mod alt saadant føler den «nye forkyndelse»
sig som arvtager efter reformationens opposition mod en
kirkelighed og teologi, der sætter sig seiv paa den plads, som
alene tilkommer kristendommen. Og i denne kamp staar
den nye forkyndelse i pagt med de ædleste og bedste kræfter
ogsaa indenfor den gamle retning.
Som regel er det imidlertid ikke religiøse forskjelle,
593
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
