Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Thiis: Et opgjør
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jens Thiis.
forklaring. Hvad den topografiske bommert angaar, skal jeg
bemerke, at hele billedet «Bondehaven» er opfyldt af en have
og et hus, saa det springer ikke egentlig i øinene, i hvilket
fögderi motivet hører hjemme. Forøvrigt overlader jeg til
læseren at bedømme rækkevidden af det uheld, at et billede
af Munthe er blevet forrykket hele 3 aar i en periode
af hans produktion, da hans stil ikke undergik nogen
væsentlig forandring. Imidlertid feil er feil. Jeg beklager
feilen.
Det andre gale, jeg har gjort mig skyldig i, er det, at jeg
lader Munthe lægge veien fra Miinchen hjem til Norge over
Paris, medens han i virkeligheden reiste lige hjem. Jeg
trækker ingen konsekvenser af det, jeg bare siger det. Efter
at have understreget denne feil, tager Aubert mig paa skole
mestervis i forhør om, hvorvidt jeg har læst en bog om nogen
studenter af arkivar Thomle og dit og dat af ham seiv. Dertil
ved jeg bare at svare, at jeg har hentet mine biografiske op
lysninger fra Munthe seiv under hans besøg her i Trondhjem
for et par aar siden. Den kilde ansaa jeg for den reneste at
øse af. Men jeg har altsaa været saa uheldig at misforstaa
Munthe paa dette punkt. Jeg beklager feilen.
Andre faktiske feil har ikke hr. Aubert paapegt i min
studie. Paa disse to feil bygger han sin karakteristik af mig
som en fortåtter, for hvem en «uvederheftig omgjængelse
med fakta eralmindelig og karakteristisk». Dog
synes han ikke at ville forkaste mig som videnskabsdyrker
for alle tidar. Høimodig aabner han mig en udsigt til, at
jeg ved flid og skarp lucl fra kritiken kan blive til noget.
Med fødderne plantet paa disse to ømme punkter i min
lille bog (som min kritiker i en noget eiendommelig om
gjængelse med sandheden kalder min «debut» som kunst
historisk forfatteri) bestræber hr. Aubert sig i det hele taget
for at reducere tilliden til mit forfatterskab. Men da ligger
det rigtignok ogsaa nær for mig, som har begaaet disse to
slemme bommerter, at mindes det gamle ord om ham, som
sad i et glashus og kastede sten.
Til min egen trøst og læserens underholdning føler jeg
mig derfor fristet til at afbryde mit selvforsvar og kortelig
634
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
