Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. E. Sars: Ligestillethed — selvstændighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ligestillethed selvstændighed.
«skyldigheder» ligeoverfor unionen, uden hensyn til forskjel
i foikemængde og økonomiske ressourcer; for ellers vil jo
det ene rige blive privilegeret paa det andets bekostning.
Ved de senere fra svensk side gjorte tilbud om unions
opgjør paa ligestillethedens grund har enten lignende for
behold været udtrykkelig opstillet, eller der har været al
mulig grund til at formode, at man havde dem i bag
haanden og at de vilde komme frem under forhandlingerne.
Og dernæst: Erfaringen har vist, hvad der jo ogsaa i
sig seiv er indlysende, at i et institutionelt fællesskab mellem
to riger af saa ulige styrke som Norge og Sverige vil det
sterkeste altid faa ledelsen, om end rigernes formelle lige
berettigelse er noksaa klart og bestemt fastslaaet. Vi bør
altsaa fra norsk side aldrig indlade os paa nogen udvidelse
af unionens retslige omraade, endog om den bydes os paa
ligestillethedens grund og det uden nogetsomhelst forbehold,
uden nogen af de «garantier, som Sverige maa forlange i
unionens navn». Vi bør heller blive staaende ved den nu
værende tingenes orden, hvorefter Sverige har, faktisk,
men ikke retslig, Norges udenrigsstyreise, foruden sin
egen, i sin haand, end at gaa med paa en ordning, hvor
efter Norge faar lige del i rigernes fælles udenrigsstyrelse,
mod at dette fællesskab blir retslig fastslaaet. Norge vilde
ved en saadan handel opnaa et blot skin mod at opgive en
ret (som der altid vil være en mulighed for at faa gjort
gjældende, saalænge vi ikke udtrykkelig har frasagt os den),
nemlig retten for os til at tage vore udenrigske anliggender
i egen haand; Sverige vilde opnaa en reel fordel (nemlig
den retslige sikring af en besiddelse, som hidtil blot har
havt en faktisk karakter) mod at opgive et blot ydre fortrin.
Hvad Sverige afstaar til unionen, afstaar det i virkeligheden
til sig seiv; hvad Norge afstaar til unionen, afstaar det i
virkeligheden til Sverige.
Det er følgelig ganske naturligt, at man i Sverige har
været og fremdeles er, trods alle meningsforskjelligheder
forøvrigt, enig om at hylde som sit unionspolitiske maal:
Udvikling, udvidelse af unionens retslige omraade, begyn
dende med en fastslaaen at det udenrigske fællesskab og
endende med et unionsparlament og en svensk-norsk helstat.
Storsvenskerne har troet at kunne opnaa en saadan ud
videlse, samtidig med at den principale stilling, som Sverige
131
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
