Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - David Soskice: Revolutionen i Rusland og dens aarsager
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
David Soskice.
holdne reformer og forberedte endogsaa, i al hemmelighed,
men med tsarens billigelse, et slags surrogat for en forfat
ning. I henhold til denne forfatning skulde repræsen
tanter for zemstvoerne sammentræde for at raadslaa om
lovgivningsarbeider, men resultatet af deres raadslagninger
skulde ikke have lovskraft. Den liberale minister begik imid
lertid det skjæbnesvangre feilgreb ikke at bringe sine planer
til offentlighedens kundskab, medens samtidig regjeringens
forfølgelser mod de revolutionære var mere übarmhjertige end
nogensinde.
Resultatet var, at Alexander II den 13de marts 1881 faldt
i kampen mellem regjeringen og de revolutionære, og den
22de marts s. a. udstedte Norodnaya Volya’en et aabent brev
til Alexander 111, den nye tsar. I dette brev krævede det
revolutionære parti to forholdsregler tagne: en almindelig
amnesti af alle politiske forbrydere og sammenkaldelsen af
frit valgte repræsentanter for den hele russiske nation med
det formaal at revidere de eksisterende grundlove og at
reorganisere staten i overensstemmeise med folkets ønsker.
«Dette,» erklærede de i det aabne brev, «er det eneste mid
del til at føre Rusland ind paa en vei af normal og fredelig
udvikling. For vort lands og for hele verdens øine forplig
ter vi os høitidelig til übetinget at underkaste os de af
gjørelser, en frit valgt nationalförsamling maatte træffe, og vi
förbinder os til aldrig at bekjæmpe med voldsomme midier
nogen regjering, som en saadan forsamling har billiget.»
Vi ser saaledes her klart fremsat den russiske revolutionære
bevægelses maal. Den kjæmper udelukkende for at opnaa
de alrnindelige politiske rettigheder, som enhver anden nation
i Europa nyder som noget, der følger af sig seiv. Dersom
de midier, der anvendes, er voldsomme, da er det, fordi selv
herskervældet ikke levner plads for andre. Og denne samme
situation eksisterer endnu idag.
En tidlang stod Alexander 111 vaklende; han under
tegnede endogsaa den dødfødte «forfatning» bestandig i
hemmelighed ligesom hans fader. Men under indflydelse
af Pobyedonostseft kaslede han snart overbord enhver tanke
om at styre med nationen og vedkjendte sig resolut sin
faste hensigt at forsvare sin autokratiske magt ved ethvert
middel. En reaktionens epoke indtraadte, som siden er
vedbleven, i bestandig tiltagende, og som endnu ikke er endt.
142
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
