Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Munthe: En forelæsning om kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14 Samtiden. 1905.
En forelæsning om kunsl.
langt inderligere maade end nu. Men frem af asken steg
den kunst, som grækerne skabte i sit billede natural
ismen, den græske naturalisme. Den fløi lige op til Olym
pen og skabte den græske religion, dyrkelsen af legemets
skjønhed, og dyrkelsen af ratio (den eneste religiøse billed
kunst, som er helt irreligiøs). Kunsten havde demokratiseret
sig, sammen med samfundet, og individet (personligheden)
var kommet løs.
Det kunde have interesseret mig at fremsætte mit syn
paa naturalismen hos grækerne, og dens senere udvikling,
ind i den kristne kunst og nedigjennem tiderne lige til nu;
thi den er blevet vort, snart sagt, eneste kunstsyn. Ikke fordi
den er hele billedkunsten (slig som mange nu tror), og ikke
fordi den eier alle kunstens evner, der ligger store kræfter
udenfor den; men fordi denne linje i kunst repræsenterer
det konkrete syn, som ogsaa i videnskab og i hele udvik
lingen er det, som menneskene længe har fulgt, og følger i
vore dage.’
Det konkrete syn har gjennem naturvidenskaberne
skabt hele den verden og hele den aandelige atmosfære,
hvori vi nu lever. Alle vore bekvemmeligheder, den almene
oplysning, alt det vi kalder fremskridt. Hele civilisationen
(ikke kulturen) er et barn af det konkrete livssyn. Derfor
har det fanget den almindelige interesse og taget de menneske
lige evner i sin tjeneste. Og det har derved omformet de
menneskelige aandsevner.
Der tindes mange velopdragne folk i vor tid, som anser
naturalismen for den hele billedkunst, for den eneste side
af den, som staar paa høide med vor kultur, og som slet ingen
fornemmelse har ligeoverfor andre værdier. Dette er en
lakune i aandsevnerne og uformuenhed til at merke den.
Vor tid er jo stolt af sig seiv og tror sig bedre end andre,
slig som alle tider har gjort. Den sidder jo inde med summen
af alle erfaringer. (Børn blir jo altid klogere end forældre.)
Den tror aldrig, at den er ensidig, og at den, slig som andre
tider før den, arbeider paa et sted og lærer sine børn til ikke
at se længere. Og dog ligger, nu som altid, meget brak,
meget, som før har baaret grøde, og senere kommer til at
gjøre det.
Opdmgelsen er jo det, som i saa maade leder aaiids
evnerne, ved at bruge nogle og lade andre ligge. Nutidens
209
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
