- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Sekstende aargang. 1905 /
211

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjarne Eide: Vinter

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

VINTER.
Jeg vaagnede tidlig en dag. Det var koldt denne lille,
spidse pariserkulde, som bare har 4—5 smaa grader, men
som alligevel trænger sig ind gjennem marv og ben. Og
det er umuligt at holde sig den fra livet, for den siver ind
overalt, gjennem aabne kaminer, gjennem vinduer, som aldrig
kan lukkes, og døre med aabning ved gulvet, hvor breve og
aviser puttes ind om morgenen.
Det skinnede hvidt ind til mig fra hustagene tvers over
gaden jo, det var sne, sandelig var det ikke sneen, som
holdt sit indtog i Paris med hele sit drømmefølge af bakker
og skog og blinkende is. Det var hele Vinter-Norge, som
kom seilende ind gjennem vinduerne i den tidlige morgen.
Jeg för op af sengen og hen til vinduet. Der havde
frosten digtet .fine hvide eventyr ind. Det var første gang,
jeg saa dem igjen. Det var som vi atter sad fire smaa brødre
paa det hvidskurte bord og saa paa vinterens første roser.
Der var blomster og blade, en hel forunderlig skog, og midt
i skogen stod lille Hans og Grete og den gamle troldkjærrin
gen og hendes lille hus med pandekager paa taget. Og
dagen svandt, og natten kom, og den næste morgen viste os
et nyt eventyr, endnu finere, endnu rigere. Vi saa og saa
paa de bugtede linjer, vi fulgte bladenes nerver, de fine aarer
1 ige til det mindste glitrende punkt, og skjønheden var med
lige ind i det mindste, som øiet endnu kunde skjelne. Det
var, som om der inderst inde var som et tegn, et budskab
fra noget vidunderligt, som var langt borte endnu længere
end did vore drømme rækker, og vi forstod, ’at det var selve
evigheden, som havde aandet paa vore vinduer i den stille nat.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 22:38:26 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1905/0219.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free