Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. E. Sars: Svenske seire, norske nederlag i unionspolitiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. E. Sars.
Hans Järta, som gjælder for at have været en af Sve
riges mest skarpsynte politikere i det 19de aarhundrede, ud
talte i et brev 29de mai 1814, at det maaske vilde være
klogest at överläde nordrnændene til sig selv; de vilde, mente
han, gaa tilgrunde ved at være selvstændige, og saaledes
vilde Sverige paa billigste maade «faa ryggen fri». let brev
fra 1827 kommer han tilbage til den samme opfatning: «Jeg
venter intet godt af föreningen mellem Sverige og Norge.
Vor hovedsagelige gevinst derved skulde være, at vi har
ryggen fri; men det vilde vi allersikrest have, naar Norge
blev lagt øde. Lad det blive saa! Lad nordrnændene
sønderslide hinanden indbyrdes, naar de bare ikke med
virker til at sønderslide os!» Dette ser jo helt barbarisk
ud, men staar dog i bedste sammenhæng med, hvad der har
været og fremdeles er grundtanken i svensk unionspolitik.
Hvad denne fra først af sigtede paa, var intet andet end at
faa Sveriges grænser betrygget eller arronderet. Hvad den
alene har havt øie for, har været de umiddelbare fordele
eller «gevinster» Sverige kunde ventes at faa af föreningen.
Den har alene taget hensyn til geografien og strategien og
sat de historiske og nationale forhold helt ud af betragt
ning. Den hører altsaa helt og holdent hjemme i territorial
og kabinetspolitikens tidsalder, da landene betragtedes og
behandledes som privatdomæner og, som saadanne, bort
skjødedes, omtuskedes eller parteredes efter eiermændenes
bekvemmelighed og forgodtbefindende. Den har alle den
nyere tids liberale og humane ideer og fremadskridende
aandsmagter mod sig og maa følgelig, om den end har vun
det og kanske fremdeles kan vinde seir i det enkelte, være
viet til endelig undergang, saafremt europæisk civilisation
skal vedblive at gaa frem og den skandinaviske halvø ved
blive at følge med i denne fremgang.
Unionen fremgik, som bekjendt, udelukkende af svensk
initiativ, svenske tendenser og traditioner. Den har ingen
rod, intet tilknytningspunkt i den forudgaaende norske
historie. Hvad nordrnændene ønskede og arbeidede for i
1814, var, ikke förening med Sverige, men gjenreisning af
Norges politiske og nationale selvstændighed, og naar de
akcepterede föreningen, skjønt den medførte indskrænk
ninger i denne selvstændighed, var det ene og alene, fordi
de troede sig nødt dertil og for at undgaa en i deres tanke
268
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
