Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Schöning: 7de juni
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7de juni.
instruksen for de svenske kommissærer. «Formaalet er at
fremme tillid og oprigtigt venskab,» siger den norske propo
sition om rigsakten. «Ikkun en bibragt gjensidig tillid kan
vorde en borgen for föreningen og dens varighed,» heder det
i den tilsvarende svenske proposition. Programmet var altsaa
smukt. Men til ulykke for unionen var begreberne om, hvad
der var hvert lands bedste, vidt forskjellige allerede hos dem,
som fik den istand.
For svenskerne var föreningen af 1814 alene et provi
sorium, og helstaten skulde afløse den. Carl Johan skrev
om det store arbeide med folkenes sammensmeltning, som
efterkomrnerne vilde faa, og i propositionen til stænderne
sukkede han over, at tidens omstændigheder hindrede, at
den skandinaviske halvø kom «under ét scepter og én lov».
Ogsaa utskottet resignerede i haabet om, at «svear og norr
män sträcka sina broderliga armar för att sammansmälta
till ett folk». Som bekjendt gjorde Carl Johan senere gjen
tagne forsøg paa at faa grundloven omstøbt efter svensk for
billede og var i 1821 ikke fremmed for tanken om at om
styrte den helt. Men det glap, og siden har Sverige nøiet sig
med at kræve svensk overhøihed i unionen. « Primus intet
pares», som de Geer udtrykte det. Dette ikke bare saaledes,
at Sverige havde frihed til at ændre vore udenrigske vilkaar
efter eget godtykke (1885). Men ogsaa saaledes, at Norge
pligtede at benytte sammensat statsraad udover rigsaktens
begrænsning, men paa den anden side (protokollen 1891}
ikke havde nogensomhelst ret til at kræve at faa være med
i diplomatiske sagers behandling. Selv til vor grundlov
strakte overhøihedslysten sig under statholderstriden og veto
striden. Og den samme klang af overhøihed er der i Bo
ströms «grunder» og i kong Oscars sidste brev til stortinget.
I Norge har man derimod siden 1814, paa et par aartier
nær, da skandinavismen betog sindene, ment at fremme «den
gjensidige tillid» og «det oprigtige venskab» ved at stoppe
alle slige ekspansionslyster og bevare den «magre» union
uforfalsket. Den var sluttet som en personalunion hvad
ingen ringere end de Geer docerte i 1861: «föreningen er
neppe noget mere» men omstændighederne havde ført
med sig, at der blev fællesskab i mere end konge og krig.
Disse snylteplanter gjaldt det at skjære væk. Og arbeidet
hermed begyndte i 1830, da den mand, hvis navn i disse
323
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
